Hvidhval er reddet ud af Seinen i stor redningsaktion

Mandskab på 80 mennesker har arbejdet med at flytte syg hvidhval, der var strandet i Seinen i Nordfrankrig.

Udgivet:10. august 2022, 08.57

Læsetid:2 minutter

Hvalen skal efter redningsaktionen fragtes i en nedkølet lastbil til kystbyen Ouistreham i Normandiet. Her vil den blive placeret i et saltvandsbassin, inden den efter planen sættes fri.

/ Ritzau /

PARIS En hvidhval, som var strandet i floden Seinen i det nordlige Frankrig, er tidligt onsdag morgen blevet reddet op af vandet.

Det oplyser organisationen Sea Shepherd France, der arbejder for at beskytte verdens have og havenes dyr, på Facebook.

Hvalen skal nu fragtes i en nedkølet lastbil til kystbyen Ouistreham i Normandiet. Her vil den blive placeret i et saltvandsbassin, inden den efter planen skal sættes fri i havet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere onsdag lykkedes det efter seks timer for redningsarbejdere at løfte den 800 kilo tunge hval op i et net ved hjælp af en kran.

Den ambitiøse plan for at redde den syge hval blev iværksat af franske marineeksperter tirsdag.

Hvidhvalen er en fredet dyreart. Den lever normalt i kolde arktiske farvande.

Hvalen blev spottet for en uge siden på vej mod Paris og befandt sig tirsdag omkring 130 kilometer inde i landet.

Redningsaktionen involverede omkring 80 mennesker. Herunder 40 brandmænd og mange politibetjente, som hjalp med at sikre området.

Hvalens helbred er blevet forringet på det seneste, og den er holdt op med at spise. Det er også stadig usikkert, om hvalen overlever. Det siger Isabelle Dorliat-Pouzet, som er generalsekretær i Eure-departementet i Normandiet.

- Dyrlægerne er ikke nødvendigvis særlig optimistiske i forhold til hvidhvalens helbred. Den er forfærdeligt tynd, og det lover ikke godt for dens forventede levetid, siger hun.

Et af de marinehold, der har været sendt til området for at hjælpe, er fra dyreparken Marineland i det sydlige Frankrig.

- Det, der er usædvanligt her, er, at Seinens bredder ikke er tilgængelige for køretøjer, så alt skal foregå med håndkraft, sagde Isabelle Brasseur fra Marineland i forbindelse med redningsaktionen.

Den vildfarne hval er den blot anden hvidhval, der nogensinde er blevet spottet i Frankrig. Den første blev trukket ud af mundingen på Loire-floden i et fiskenet i 1948.

/ritzau/AFP

Hvidhvalen blev spottet for en uge siden på vej mod Paris og befandt sig tirsdag omkring 130 kilometer inde i landet. Aurelien Morissard/Ritzau Scanpix
Redningsaktionen involverede omkring 80 mennesker. Herunder 40 brandmænd og mange politibetjente, som skal sikre området. Jean-Francois Monier/Ritzau Scanpix