Forening vil vise flaget: Stafet for Livet bliver 12 timers »byfest«

Trods corona gennemføres velgørenheds-arrangementet for at holde gryden i kog

25. marts 2021, 16.03

Senior håb og liv leverede det største antal omgange og kilometer til Stafet for livet i 2019 og præsterede i fællesskab næsten 4000 kilometer på 24 timer. Foto: Flemming Hasen

VELGØRENHED - Vi er i gang. Arrangementet kører på skinner. Det bliver naturligvis ikke som i 2019. Men vi holder gryden i kog, og viser, at vi er klar til det helt store i 2022.

Det siger to af medlemmerne i styregruppen for Stafet for Livet i Ikast, Katrine Vinther og Peder Fenger.

I 2019 gennemførte den lokale styregruppe den første lokale udgave af det landsdækkende arrangement, der sætter fokus på tidligere og nuværende kræftramte og deres familier og samtidig samler penge ind til kræftarbejdet.

Det blev en stor succes med mange hold, som løb eller gik i 24 timer, med lysfest, fighther-arrangement, taler og børneaktiviteter. I alt blev der samlet 100.000 kroner ind.

- Det når vi ikke i år. Men da vi på grund af corona helt måtte aflyse i 2020, synes vi det er vigtigt at vise flaget i år - selv om det bliver anderledes, siger Katrine Vinther i en pressemeddelelse.

Forskellige ruter i byen

Stafet for Livet afvikles som en 12 timers »byfest« lørdag 1. maj, og da man endnu ikke ved, hvor meget der lukkes op for samfundet igen, er den foreløbige plan, at man rundt om i byen har seks forskellige ruter, som den halve snes hold, der har tilmeldt sig, kan benytte fra begyndelsen om formiddagen til slut om aftenen.

Der vil være en samlet start, som kan opleves via de momentvise livestreams, som Stafet for Livet gennemfører i løbet af dagen og aftenen. Og der vil være underholdning forskellige steder på turen.

- Hvor og hvornår det bliver, offentliggør vi dog først i sidste øjeblik, da vi jo skal respektere forsamlings-reglerne. Med mindre det hele åbner op i den kommende tid - så kan vi ændre det løbende, siger Katrine Vinther.

De seks planlagte ruter er inspirationsruter. De tilmeldte hold kan naturligvis selv vælge sine ruter, og har man ikke et hold at være medlem af, kan man hoppe på et såkaldt åbent hold, hvor man via deltagerbetaling støtter det gode formål.

Masser af underholdning

Underholdningen er man i gang med at sammensætte i disse dage, men der er udsigt til både musik, kunst, linedans, BMX med mere.

- Vi vil forsøge at skabe god stemning på ruterne rundt om i byen, således at også dem, der ikke deltager, opdager at der sker noget i byen.

Afslutningen er den traditionelle og smukke lysceremoni, hvor man tænder lysposer og mindes dem, der måske ikke er her mere, og dem der er ramt eller har været ramt af kræft.

Det arrangement ventes at kunne finde sted på Torvet i Ikast - og vil ligeledes blive livestreamet.

- Det er en udfordring for os at gennemføre et så stort arrangement i disse coronatider. Men vi har valgt at gøre det, for at ideen og den store opbakning, vi så i 2019, ikke skal dø ud. På den her måde siger vi til lokalsamfundet »vi er her for alle jer, der kæmper med kræft, og vi vender stærkt tilbage i 2022«, siger Peder Fenger, der er formand for den lokale styregruppe.