Matas med særbevilling i Strøgcentret: Sælger nødvendige produkter

Matas har fået særtilladelse til holde åbent under coronakrisen

25. marts 2020, 15.00

Selv om Strøgcentret er åbent, er de fleste butikker lukket på grund af corona. Men Matas har fået særbevilling, så var materialisterne Stine Bedsted (t.v.) og Ea Jakobsen blandt andre på arbejde tirsdag. Foto: Jette Aaes

IKAST Tove Thomsen fra Ikast skulle alligevel ud at cykle i solskinnet i går.

Så kunne hun lige så godt lægge vejen forbi Matas i Strøgcentret og hente den flaske vegetabilsk olie, hun plejer at drikke som kosttilskud, og som hun netop havde bestilt.

- Det er dejligt at opleve en åben butik midt i det triste syn af lukkede butikker. Her er god plads til at holde afstand, så jeg er ikke nervøs for at handle fysisk. Tværtimod så er det dejligt at se mennesker og fornemme liv, siger Tove Thomsen.

Håndkøbsmedicin med mere

For mens de fleste butikker i Strøgcentret har været lukket siden statsminister Mette Frederiksen seneste stramning af nødsituationen i forbindelse med coronavirus, så har en række Matas-butikker landet over - blandt andet i Ikast - fået tilladelse til at holde åbent på linje med apoteker og dagligvarerbutikker.

- Vi sælger håndkøbsmedicin og medicinsk tilbehør som blandt andet termometre, siger kommunikationschef i Matas Klaus Fridorf.

- Der er mange kunder, især ældre, der ikke har rutine i at handle på nettet. For dem er det en stor tryghed, at de kan købe ting til personlig pleje og hygiejne i en fysisk butik, siger Klaus Fridorf, der understreger, at Matas følger de samme anvisninger, som den øvrige dagligvarehandel - det betyder, at kunderne spritter hænderne af ved indgangen og ved udgangen, afstand mellem kunder og til personalet.

Centret åbent, butikker lukket

Ude i Strøgcentret står gadevarerne hos Matas også forholdsvis alene i Strøgcentret.

Kun kiosken Frugt og Grønt længere nede ad gaden har åbent med varer på gaden, mens også blomsterbutikkens Rex selvbetjeningsbod med friske buketter står udenfor.

Den overdækkede gågade i Ikast blev i første omgang fritaget fra regeringens påbud om midlertidig nedlukning af storcentre. I og omkring Strøgcentret bor private, der skal have adgang til deres boliger, og så er der brug for adgang til akutpleje ved gadens tandlæger, lød politiets begrundelse for undtagelsen for centerlukke-reglen.

Men allerede dagen efter, torsdag, valgte flere strøgcenterbutikker selv, andre på opfordring fra politiet, at lukke ned.

Også Matas, som altså efter særbevillingen igen åbnede fredag.

- Vi er to-tre medarbejdere på arbejde på skift. Her har været jævnt med kunder - men aldrig flere, end her er god og rigelig plads mellem folk. De fleste kommer efter pleje- eller medicinske produkter, men nogle kunder køber også af vores øvrige produkter, siger materialist Stine Bedsted, Matas Ikast.