Lokalhistorisk hyldest til tidligere fodboldtræner

Elmo Flaskager fik lidt tilfældig mulighed for at kigge dybt i tidligere protokoller fra Faurholt Boldklubs storhedstid, og har nu skrevet et lille værk, der er overdraget til Lokalhistorisk Arkiv

Udgivet:12. december 2019, 13.45

Læsetid:4 minutter

Elmo Flaskager (th) har haft stor glæde af at dykke dybt i sin gamle og nu afdøde fodboldtræner Aage Østergaards optegnelser. Hans sammenskriv og de originale bøger afleverede han forleden på Ikast Lokalhistoriske arkiv, hvor Jens Sanddal (tv) tog imod. Foto: Laila Kempel

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

3 år siden

FAURHOLT Elmo Flaskager var en fodboldglad dreng, der trådte sine barnesko på græsmarkerne i og omkring Faurholt.

Og selvom han i dag er pensionist og forlængst har fundet grønnere græsmarker i engene ved Skjern, så husker han stadig sine storhedsdage i Faurholt med duften af græs, samværet med kammeraterne og ikke mindst sin mangeårige træner Aage Østergaard.

Lokalhistorie

Og det er netop Aage Østergaard, der er omdrejningspunktet for det lille lokalhistoriske værk, som den nu pensionerede folkeskolelærer har skrevet i forbindelse med, at han lidt tilfældigt fik lov at kigge grundigt i gamle klub protokoller.

Bøger, som siden Aage Østergaards død i 1991 har ligget på loftet gemt væk i et skab hos arvinger i Faurholt.

- For mange år siden skrev jeg om min træner, Aage Østergaard, i mit lokale klubblad i Skjern, hvor jeg som tidligere klubformand kommer til orde. Mit ærinde var dengang, som i dag, at fortælle om et menneske, en leder og træner, som med sit nærvær, sin personlighed og optimisme var med til at præge os drenge til sammenhold, til at stå sammen i et godt kammeratskab og som fodboldhold. Jeg er Aage dybt taknemlig, og derfor har jeg brugt den sidste måneds tid på at kigge i protokollerne for at genskabe historien - men i høj grad også for at hylde Aage Østergaard. Han har betydet meget for det liv, jeg har levet, siger Elmo Flaskager.

Elmo Flaskager havde glæden af at have Aage Østergaard som træner gennem mange år. Fra starten som ni-årig og helt op til tiden som seniorspiller.

- Han lod høst være høst, når der skulle trænes eller spilles kamp. Han var der hver gang og kom cyklende med boldene i en sæk over skulderen. Han ordnede alt og gav nogle gange is efter kampen, fortæller Elmo Flaskager.

Træner Aage

Han husker ham som en engageret træner, der fulgte med langs sidelinjen.

- Han råbte aldrig op og var stille og rolig under hele kampen. Aage lærte os at spille fodbold. Han lærte os at kæmpe som hold for sejren. Derfor handlede det om holddisciplin, hvor alle ydede deres bedste, fortæller Elmo Flaskager.

Han var aldrig i tvivl om, at Aage nød at være sammen med sine drenge. Han havde hjerte for dem og fodboldspillet.

- Der var ingen emsige forældre, der kom rendende med drikkedunke - som vi jo i øvrigt ikke havde. Vi måtte nøjes med en kop ved håndvasken i Faurholt Skoles forgang, konstaterer Elmi Flaskager.

Aage var en høj mand og ragede op som et fyrtårn midt inde i drenge-klumpen.

Herredsmestre

- Vi opnåede ikke de store sportslige resultater i JBU, men havde et godt sammenhold og kammeratskab, lige fra vi startede som drengespillere, til vi blev seniorer. I ungdomsårene gjorde vi os gældende i Hammerum Herreds turnering, og udviklede et eminent sammenspil med fine pasningsspil op langs fløjene og med glimrende indlæg, som vores centerforward var ganske dygtig til at score på, husker Elmo Flaskager, der i bogen igen mener, at det kan tilskrives den indsats, som træner Aage leverende for og med sine drenge.

Aage Østergaard lever ikke mere, men nåede at få flere udmærkelser, blandt andet DBU's sølvnål i 1978 for sin mangeårige frivillige indsats samt en rejse året efter til den engelske pokalfinale på Wembley Stadion i London, hvilket blev et af hans fodboldslivs højdepunkter.

Elmo Flaskager har ved at dykke ned i de gamle protokoller haft mulighed for at genoplive mange ting fra sit eget liv. Men han har også brugt tiden på at skrive tingene sammen og lave grafer over målscorere og i det hele taget sammenskrevet de mange guldkorn fra Aages protokoller.

Det knap 60 sider lange skriv har han afleveret i digital form til lokalhistorisk Arkiv, der også med Aage Østergaards arvinger har fået overdraget protokollerne, så de ikke længere ligger gemt i en skuffe i et fjernt loftrum.

- Aage var et fyrtårn, der aldrig skældte ud, og en mand der skabte aktiviteter. Faurholt er i dag et lille samfund, men som dengang, er det vigtigt, at der er personer som ham, der sætter noget i gang. Det betyder noget for samfundet, siger Elmo Flaskager.