Lettet Oscar-vinder: Min kræfttumor er skrumpet drastisk

The Big Lebowski-stjernen Jeff Bridges er lettet efter sin seneste skanning.

14. januar 2021, 13.07

- Selv om det er en alvorlig sygdom, så føler jeg mig heldig, fordi jeg har et godt hold af læger, og prognoserne er gode, skrev Jeff Bridges på Twitter, da han tilbage i oktober 2020 fortalte sine følgere, at han havde fået konstateret kræft. (Arkivfofo)

USA Den 71-årige Oscar-vinder Jeff Bridges har et cv, der strækker sig fra skuespiller og countrymusiker til komponist og filmproducent.

Sidste efterår måtte den succesfulde amerikaner meddele, at han foreløbig trak sig tilbage for at påbegynde behandlingen mod lymfekræft.

Men nu er der gode nyheder fra Jeff Bridges.

Den erfarne skuespiller har nemlig lagt et indlæg op på sin hjemmeside, jeffbridges.com, hvor han fortæller, at kræften er på retur.

- Jeg tager ind og får en CT-skanning for at se, om min nye behandlingsplan hjælper med at mindske min tumor. Og så viser det sig, at det virker fremragende. Tumoren er skrumpet drastisk, skriver Jeff Bridges i indlægget.

Der er to hovedtyper af lymfekræft: non-Hodgkin lymfom, som ifølge Kræftens Bekæmpelse årligt rammer over 1200 personer herhjemme, og Hodgkin lymfom, som rammer omkring 150 danskere hvert år.

Jeff Bridges har ikke oplyst, hvilken hovedtype han er ramt af, men fortalte i oktober, at hans prognose var god.

- Jeg er dybt taknemmelig for kærligheden og støtten fra min familie og venner, understregede han og tilføjede, at han havde et hold gode læger omkring sig.

Jeff Bridges har en lang og glorværdig karriere i Hollywood.

Han begyndte som barneskuespiller i tv-serien "Sea Hunt" med sin far, Lloyd Bridges, og sin bror Beau Bridges.

Som voksen er Jeff Bridges især kendt for sin signaturrolle som "The Dude" i kultklassikeren "The Big Lebowski" og for sin Oscar-belønnede hovedrolle i "Crazy Heart".

Han har også udmærket sig i film som "Starman", "De fabelagtige Baker Boys" og - i de senere år - genindspilningen af westernklassikeren "True Grit" fra 2010 og krimidramaet "Hell or High Water" fra 2016.

Privat er Jeff Bridges gift og far til tre voksne børn.

/ritzau/