Ny bane mellem Århus og Silkeborg skal overvejes

Det betyder at Ikast-Brande kommer tættere påÅrhus - og omvendt, siger Andreas Steenberg (R)

Udgivet:21. december 2011, 07.31

Læsetid:2 minutter

Andreas Steenberg

Steen Hebsgaard

En ny rapport fra transportministeriet viser, at det vil koste 4 mia. kr. at anlægge en ny jernbane mellem Aarhus og Silkeborg. Det vil halvere rejsetiden mellem Aarhus og Silkeborg fra 50 min. i dag til et sted mellem 20 og 30 min.

- Derfor vil en ny bane gavne både Silkeborg, men også Herning og Ikast, for alle tre byer vil opleve kortere rejsetid til og fra Aarhus. Desuden vil en ny jernbane give mulighed for letbanedrift til Brabrand, Galten, Låsby, Resenbro og internt i Silkeborg by, siger den radikale trafik ordfører, Andreas Steenberg, der ser enorme fordele ved en ny bane. Derfor vil han arbejde videre med i ideen.

- En ny bane vil give enorme fordele for hele Midtjylland og give nogle nye muligheder for letbanedrift i Aarhus og Østjylland. Herning, Ikast og Silkeborg vil komme tættere på Aarhus og omvendt. Samtidig aflaster vi banen mellem Aarhus og Skanderborg, der i dag er presset, fordi togene til Silkeborg og Herning ikke skal omkring Skanderborg, \' siger Andreas Steenberg (R) og fortsætter:

- Det vil også være muligt at udvide letbane ud mod Brabrand, Galten og Silkeborg. Det vil betyde at man kan tage et tog direkte fra forskellige steder i Silkeborg til Skejby og Universitet, hvor vi er ved at anlægge 1. etape af letbanen,\' siger Andreas Steenberg.

Skal med i trafikplanlægningen frem mod 2030

Alle folketingets partier har indgået forlig om infrastrukturprojekter frem mod 2020, men allerede i 2013 begynder partierne på debatten om, hvordan Danmarkskortet skal se ud på længere sigt. Her ønsker Andreas Steenberg, at den nye jernbane kommer med i overvejelserne.

- Det vil være godt for Midtjylland, hvor flere og flere pendler til Aarhus og hvor man også gerne vil trække arbejdskraft fra Aarhus og vest på. Desuden vil det være med til at udbygge letbanen til at gå udenfor Aarhus, siger Andreas Steenberg.