Bakkehuset med lager-drømme

Ønskerne må dog vente på afgørelser fra budgetmøder

Udgivet:13. maj 2022, 07.00

Læsetid:1 minut

Flemming Thulstrup
Journalist| flt@ikastavis.dk

IKAST Det kniber gevaldigt med pladsen i Bakkehuset.

Derfor tumler man med planer om at opføre en lagerbygning eller et depot i tilknytning til kulturhuset, der som bekendt rummer tre kulturelle institutioner: Musikskolen, Bakkehuset og Ikast Bio.

Ønsket om at få løst pladsproblemet er blevet forelagt børne-, kultur- og fritidsudvalget.

Her anerkender man problemet, men kulturhuset i Ikast må dog i første omgang væbne sig med lidt tålmodighed.

Det skønnes nemlig, at en lagerbygning vil koste godt en million kroner at opføre, og på grund af beløbets størrelse, er det fra udvalgets side besluttet, at oversende projektet til efterårets budgetforhandlinger.

Med et nyt lagerlokale vil Bakkehuset kunne fortsætte den renovering og fornyelse, som man allerede har taget fat på. Et depot vil åbne mulighed for, at man kan fortsætte den proces og blandt andet skabe en ny fælles foyer, en ny indgang til Bakkehuset samt et venteområde for musikskolens elever.