Ny restaurant og cafe i Ikast i banklokaler

30-årige Mustafa Acar åbner en café og restaurant i lokalerne, hvor Danske Bank tidligere havde til huse

Udgivet:28. december 2018, 12.56

Læsetid:3 minutter

Det er altid dejligt, når et »Til leje«-skilt forsvinder i bybilledet. Skiltet har længe været klistret på vinduet, hvor Danske Bank tidligere havde hjemme, men nu vil Mustafa Acar åbne en café i lokalerne, og det glæder chef for Vores Ikast Jan B. Knudsen. Foto: Marianne Brink

Marianne Brink
Lokalredaktør| map@midtjyllandsavis.dk

4 år siden

IKAST Der er ikke noget så uklædeligt for en midtby som tomme butiksvinduer, men det har 30-årige Mustafa Acar sat sig for at gøre noget ved. Til april åbner han en café i Danske Banks tidligere lokaler i Strøgcentret i Ikast.

Mustafa Acar driver allerede sammen med sine brødre Pizza og Kebab House på Vestergade, men han synes, at det er på tide med flere udfordringer.

- Jeg har lyst til at skabe noget helt andet, så det bliver et sted, der ikke kommer til at ligne noget, der ellers er i Ikast, siger han.

Mustafa Acar elsker sin by. Han havde overvejet at åbne caféen i en anden by, men det blev Ikast valget faldt på.

- Jeg har boet i Aarhus i to år, men jeg kan bedre lide at være i Ikast. Det er en familieby, hvor alle kender alle, og alle hilser på.

Fortsættes på side 2

Og så er der ikke så mange biler, og man kan altid få en parkeringsplads, siger han.

Gave til efterkommere

Og man må sige, at han er gået »all in« med sit nye projekt. Han har gennem halvandet år forhandlet med det amerikanske investeringsfirma, der ejer bygningerne, og de har indvilget i at betale en del af ombygningen på betingelse, at Mustafa Acar binder sig på en lejekontrakt for de næste 10 år.

- Det er så stor min tiltro er til, at det nok skal lykkes, siger han.

De store lokaler kommer til at give plads til omkring 80-120 spisende. Det er meningen, at caféen skal have åbent fra kl. 10-21, og det skal være et sted, hvor alle aldersgrupper har lyst til at komme.

- Vi har så meget plads, at der også bliver et wifi-område, så man kan sidde og læse sine lektier her i et fredeligt rum, mens man drikker en milkshake eller en juice. Desuden bliver priserne i et leje, hvor alle kan være med. Det bliver ikke det billigste sted, men man kan sige, at det bliver kvalitet for små penge, siger Mustafa Acar, der har mange drømme for stedet.

Blandt andet et lounge-område, hvor man kan nyde cocktails, et afskærmet område, hvor man kan holde selskab uden at hele restauranten er med, og så bliver det ikke pizza, der står på menuen.

- Det bliver rigtig cafémad, og man kan også sagtens spise en middag her, siger Mustafa Acar og forklarer, hvorfor han satser både penge og tid på projektet.

- Ikast har givet mig så meget, og jeg vil gerne bidrage med noget. Jeg synes, at sådan et sted, som jeg åbner, mangler i byen for at gøre bylivet endnu mere attraktivt, og det er vigtigt for mig at efterlade en god by til vores børn.

Mustafa Acar er allerede i gang med flere lokale samarbejder om sponsorater og rabatordninger med for eksempel hånboldklubben, fitnesscentret og personalet i Ikast-Brande Kommune.