
Inga og Peder Skjærbæk fejrer diamantbryllup
Udgivet:18. august 2021, 13.30
Læsetid:4 minutter
Peder og Inga Skjærbæk fejrer torsdag diamantbryllup. Foto: Privatfoto
2 år siden
DIAMANTBRYLLUP Torsdag 19. august er det 60 år siden Inga og Peder Skjærbæk, Toftevænget 18 i Ikast, sagde ja til hinanden i Johannes Kirken i Herning.
Brylluppet stod i Ingas fødeby, mens Peder Skjærbæk kom fra en landejendom - Østergård - lige uden for Tulstrup, hvor han var næstældst i en søskendeflok på seks.
Inga havde tilbragt mange af sine ferier hos sin moster på en anden gård i Tulstrup, og allerede da hun var otte og Peder Skjærbæk ni år stiftede de første gang bekendtskab med hinanden.
Slog gnister ved sportsfest
Det var dog først ved en sportsfest i Kølkær som ældre teenagere, det for alvor slog gnister mellem de to, og tre år senere var der bryllup.
Inden da havde Peder Skjærbæk købt et lille hus på Sverigesgade ved siden af vandtårnet, og efter giftemålet ernærede det unge par sig med en mælketur samtidig med, at der blev startet frugt og grønt engros.
Her kørte de rundt og solgte friske varer til købmænd, restaurationer og kantiner i det meste af Hammerum Herrred efter først at have været på auktionen tidligt om morgenen.
Depotbestyrer
Peder Skærbæk udvidede også sortimentet, da han blev depotbestyrer for Ceres-bryggerierne. Det var den gang, der var 50 Top i en kasse. Men efter en halv snes år opsagde han aftalen.
- Der var meget hård konkurrence, og hvis man selv tog bare to øl fra hver kasse, gav det faktisk underskud, fortæller Peder Skærbæk med den lune, der har kendetegnet ham det meste af sit 82 år lange liv.
I fem år udvidede Inga og Peder Skjærbæk butikken med en decideret detailbutik i Sverigesgade - Frugt og Grønt Discount.
Ægteparret pensionerede sig selv i 1992, og to år senere solgte de hele tomten på Sverigesgade og flyttede i parcelhus på Toftevænget, som stadig danner rammen om ægteparrets hverdag.
Mange jern i ilden
Inga Skjærbæk, der i sine unge dage var ekspedient hos bager Donslund, har også arbejdet i Superkiosken og hos Ameti.
Parallelt med det sad hun i en årrække i husmoderforeningens bestyrelse i Kristine Thygesens formandsperiode, ligesom hun var med som madtante, når sønnerne var på FDF-lejr på Venø og Humlum Strand. På sine ældre dage har hun givet en hånd med i Folkekirkens Dagligstue, ligesom hun har arbejdet med alkoholafvending.
Peder Skjærbæk har spillet fodbold og været jæger, siden han var dreng. Han nåede aldrig længere end til andetholdet i IFS, selvom han selv mente talentet rakte til mere.
En særlig underviser
Til gengæld var han en særdeles dygtig jæger og hundeopdrætter, og gennem mere end 10 år nåede han at oplære cirka 500 unge jægere til jagttegn i Ikast Ungdomsskole. Peder Skjærbæk havde sin helt egen praktiske tilgang til undervisningen, og så kendte han jagtkonsulenterne så godt, at det var en sjældenhed, at en Skærbæk-aspirant dumpede.
I sin seniortilværelse har Peder Skjærbæk været meget ivrig indenfor brevduesporten, hvor pokalvæggen i hjemmet på Toftevænget vidner om mange triumfer af de tobenede på vinger. Dueslaget er stadig beboet bagerst i haven mod banegranerne, men der flyves ikke om kap mere.
Fejres med familie
Vinden har haft fat i både Inga og Peder Skjærbæk, de seneste år, men de kratter ved, som de siger, og glæder sig til den runde dag på torsdag.
Kræfterne og helbred er ikke til festivitas, som for 10 og 35 år siden. Men med familie og gode venners hjælp er der kaffe og brød til de som kommer forbi om formiddagen, og om aftenen er der familiekomsammen og spisning med et oldebarn, seks børnebørn, svigerbørn og sønnerne Allan, Arne og Alf. Ældste søn Anders havde de den sorg at miste for 30 år siden.
Ros til hjemmepleje
Ægteparret bor som nævnt fortsat i eget hus, men med hjælp fra kommunens hjemmepleje, som de begge roser i skyhøje vendinger.
- Når vi har så effektivt og trygt et system i vores kommune med så mange søde piger og damer, der hjælper os i dagligdagen, kan vi ikke fatte, at man i kommunen så meget som bare tænker på at trække et hollandsk system ned over hovedet på vi ældre medborgere, siger diamantbrudeparret i en afskedssalut til kommunens politikere.
En pragtfuld kvinde
Peder Skjærbæk har også en afskedssalut til diamantbruden, som han gerne lige vil af med på falderebet.
- Jeg har været privilegeret at være gift med en af Ikasts allermest pragtfulde kvinder i 60 år, og det er jeg meget taknemmelig for, siger den vordende diamantbrudgom