Jubilæumsfest endnu engang i forlænget spilletid

Festen der skal markere 50 årsjubilæet for Ikast FS Håndbold bliver endnu engang udsat - i et år, til lørdag den 29. januar 2022

13. november 2020, 08.27

Norske Gro Hammerseng er en af de tidligere udenlandske håndboldstjerner, der er tilmeldt 50 årsjubilæumsfesten for IFS Håndbold. Hun må sammen med de øvrige næsten 300 tilmeldte gemme festtøjet væk et år mere: Jubilæumsfesten er rykket til januar 2022. Foto: Flemming Hansen

IKAST Corona-restriktioner og smitterisiko udsætter nu endnu engang markeringen af 50 års jubilæet for håndboldens optagelse i Ikast forende Sportsklubber.

Jubilæumsfesten skulle oprindeligt være holdt 10. juni i år, men jubilæumskomiteen på 14 mand besluttede allerede i foråret at udsætte fejringen til en ny dato, 30. januar 2021, på grund af corona-pandemien.

Her skulle programmet bestå af reception i HandelsbankenLounge i IBF Arena ved middagstid, tv-transmitteret lokalopgør i arenaen mellem Herning-Ikast Håndbold og Viborg kl. 16.10 og så en stor fest på Idrætsskolerne Ikast om aftenen. Nu er det kun det klassiske arvefjendeopgør mod Viborg om eftermiddagen, der bliver gennemført som planlagt.

Ny planlægning

- Med den udvikling vi har set i coronasmittetallene og de restriktioner, som netop er blevet indført, har vi på et møde taget konsekvensen, og skred til udsættelse på et år - minus en dag; nærmere betegnet lørdag 29. januar 2022, siger Bo Jensen, formand for jubilæumsudvalget.

-Vi er nu gået i gang med at lave aftaler med de mange involverede om udsættelsen, og der bliver også en opgave med at give de mere 350 personer, der allerede havde tilmeldt sig til festen besked om, at man må væbne sig med tålmodighed og have et år mere at glæde sig i, siger Bo Jensen.

- Og vi er overbeviste om, at vi nok skal få en lige så stor dag – uden for coronaens skygge, og så vil der jo være mere end en god ting at fejre, siger Bo Jensen.

Sammen med udsættelsen er også fristen for sidste tilmelding rykket - samme dato, 11/11 blot 20121.