Storsejr over Horsens: HIH cementerer top-fire

Herning-Ikast Håndbold landede en knusende sikker sejr mod Horsens og er dermed sikre på at slutte grundspillet i top-fire

5. marts 2021, 19.35

Ingvild Bakkerud scorede syv mål, da Herning-Ikast nedlagde Horsens med hele 34-23. Foto: Tom Laursen

HÅNDBOLD Et stort flueben kan sættes på listen over sæsonmål i Herning-Ikast Håndbold.

HIH-kvinderne slutter grundspillet i top-fire og tager dermed point med ind i slutspillet. Det ligger fast efter, at midtjyderne fredag aften slog Horsens hele 34-23 efter 15-6 ved pausen i grundspillets sidste hjemmekamp.

Der var klasseforskel fra start. HIH’erne førte 3-0 efter mindre end fire minutters spil, og værterne slap aldrig føringen.

Forsvaret virkede taktisk velforberedt på Horsens’ angrebsspil. Østjyderne savnede tempo, og HIH’s 6:0-forsvar gav stort set ingen åbninger væk.

Horsens scorede derfor blot seks mål i første halvleg, hvor Herning-Ikast havde betydeligt lettere ved at komme til gode chancer - både i etableret angrebsspil og i kontrafasen.

Med en føring på ni mål ved halvtid virkede opgøret afgjort. Men Horsens fik trods alt sat et bedre aftryk i anden halvleg.

Østjyderne begyndte blandt andet at løbe hurtig midte og udfordre HIH-forsvaret med nogle nye åbninger. Samtidig stemplede den svenske landsholdsspiller Melissa Petrén ind i opgøret med seks scoringer i anden halvleg.

Herning-Ikast scorede dog selv flittigt videre med nordmændene Helene Fauske og Ingvild Bakkerud i hovedrollerne, og mange andre i pæne biroller.

Føringen toppede ved 14 mål og stillingen 29-15, og storsejren var intet tidspunkt i fare.

Ingvild Bakkerud blev topscorer for HIH med syv mål, og hele 11 HIH’ere kom på måltavlen.

Fjerdepladsen betyder, at Herning-Ikast i slutspillet kommer i pulje med ligaens nummer ét, fem og otte. HIH-kvinderne tager ét point med ind til puljespillet. I skrivende stund vil det betyde en gruppe med Odense Håndbold, København Håndbold og Silkeborg-Voel, hvis de vel at mærke fastholder deres placeringer i Bambusa Kvindeligaen.

Sidste kamp i grundspillet venter på onsdag. Det er på udebane mod Skanderborg Håndbold.