Ny dirigent: Lokalt kor klar til ny sæson med ny kvinde i front

I slutningen af august tager Hærvejskoret i Nørre Snede hul på en ny og spændende sæson

23. august 2020, 04.00

Hærvejskoret - her under koncert i Nørre Snede Skole forbindelse med korets 50 års jubilæumskoncert for to år siden. Foto: Tom Laursen

IKAST-BRANDE Efter en lang Corona-pause inviterer bestyrelsen bag Hærvejskoret nu til en ny og spændende sæson med gode oplevelser.

Efter den lange pause i foråret er der sket et skifte på dirigent-posten. Ny dirigent er Else Rasmussen, som i forvejen er dirigent for Give Mandskor, men har stor lyst til at prøve kræfter med et blandet kor.

Else Rasmussen er uddannet sygeplejerske, men har siden hun var barn sunget i kor, og i sit voksenliv har Else Rasmussen dirigeret mange kor. Lige nu er hun i gang med korlederuddannelsen i Løgumkloster.

Lydhør med egne holdninger

Bestyrelsen for Hærvejskoret oplever den nye dirigent som et åbent, energisk og sprudlende menneske, og betegner hende som meget lydhør, men samtidig med egne holdning til det at dirigere og lede et kor.

Korets første opgave er i forbindelse med et arrangement på Palsgaard Skovmuseum, hvor koret både medvirker med fællessang og korsang.

Som sædvanlig er alle, der har lyst til at synge i kor, meget velkommen til at møde op på Nørre Snede Skole den sidste torsdag i august.

Hærvejskoret er tilknyttet aftenskolen DOF Brande.