Ny leder af den internationale skole i Ikast: »We love the beautiful countryside«

Britiske Tom Wilde er netop tiltrådt som ny leder af Den Internationale Skole, flyttet til Ikast og glæder sig til videreudviklingen af det, han med bred international erfaring betegner som et stærkt skolekoncept

29. juli 2020, 17.00

Briten Tom Wilde er netop flyttet til Ikast som ny leder af International School Ikast-Brande. Foto: Tom Laursen

IKAST Et hus i et forholdsvis nyt villakvarter i sydbyen med udsigt til marker og en sø vækker international begejstring.

Her har britiske 46-årige Tom Wilde og hans kone netop lejet sig ind efter de seneste ti år at have boet i Kazakhstan. Tom Wilde er netop tiltrådt som ny leder, Head of School, på International School Ikast-Brande (ISIB), lige rundt om to hjørner fra huset.

- Vi skulle have været rejst til byen i maj og hilst på og kigget på bolig. Men den plan røg i vasken med Covid-19. Vi havde oprindeligt tænkt at begynde i en lejlighed, men efter flere måneder med lock down i Kazakhstan trængte vi til at bo i et hus, med have og muligheden for plads og at kunne gå udenfor, siger Tom Wilde.

Derfor faldt valget på leje-villaen:

- We love the beautiful countryside, konstaterer Tom Wilde uden at blinke på spørgmålet om sine nye omgivelser.

- Her er grønt over det hele, det er tæt på havet. I Kazakhstan er der langt til havet i alle retninger. Og hjemme i England kan mine forældre nu også se vores del verden, når der er vejrudsigt med landkort i tv, smiler Tom Wilde.

Et perfekt match

Hans kone er uddannet matematiker og driver selvstændig konsulentvirksomhed, hvor hun bistår i undervisning af elever indenfor matematiske fag.

- Vores oplevelse af Danmark indtil videre er, at det et velfungerende samfund med en sund, fornuftig og en afslappet tilgang til tingene. Det sætter vi stor pris på. Vi har nydt at køre ture langs kysten og har også været en tur i Nordjylland. Danmark er et smukt land - og minder på mange måder om England.

Netop ønsket om at rykke tilbage mod den vestlige del af Europa, forældrene i nærheden af Oxford og søsteren i Tyskland var en af grundene til, at Tom Wilde fra sin stilling som del af skoleledelsen på en international kazakhstansk skole med mellemrum kiggede i nyhedsmagasinet Time’s skoletillæg. Her dukkede i december i fjor et stillingsopslag fra ISIB op.

- Skolen matchede det, jeg søgte. En forholdsvis lille skole med fokus på både det akademisk niveau, den enkelte elev, familierne og fællesskabet omkring skolen. Samtidig med potentiale og ambition om at videreudvikle sig og vækste, siger Tom Wilde.

Det nationale twist

Tom Wilde har er født og vokset op i England. Med en tysk mor har han dobbeltstatsborgerskab. Uddannet lærer fra Oxford har han siden arbejdet på internationale skoler i Tanzania, Qatar og i de seneste ti år i Kazakhstan.

- Internationale skoler er på en række områder ens, og så er hver skole alligevel også sin egen. Internationale skoler bærer som regel præg af landet og samfundet, hvor de hører til. De er som regel præget af det engelske skolesystem, men har friheden til at kombinere med bedste af nationale systemer og i det hele taget inspiration fra hele verden. Ofte med det resultat at underviserne blomstrer, og det smitter af på elevernes engagement. Sådan er min oplevelse præcis af den internationale skole i Ikast. Udover det høje akademiske fokus er der interaktion med det danske samfund på mange forskellige positive måder. Den retning glæder jeg mig til at bidrage til udvikle endnu stærkere, siger Tom Wilde.

Det kreative twist

Da han selv gik i skole i en mindre by nær havet i Sydengland, lærte han selv - ved en tilfældighed - at spille violin som syvårig. Hans musiske interesse fortsatte og udviklede sig i teenageårene udvidet han repertoiret til elguitar og trommer.

- I en tid, hvor skoler skal optimere, er der tendens til betragte musik, sang og kreative fag som ressourcekrævende. Tværtimod er der meget social læring og samarbejde i at synge og spille sammen. Interaktionen er vigtig for udvikling af dele af hjernen. Derfor anser jeg de dele af en skoledag med stort klassisk akademisk fokus for også fremover at være vigtige, siger Tom Wilde.

I første omgang glæder han sig til at have tid til indledende snak med alle sine nye kolleger.

- Jeg skal lytte og spørge ind til, hvad medarbejderne har af erfaringer og ser af potentiale. Deres bidrag skal i samspil med rammerne fra bestyrelsen indgå på kort sigt og i den langsigtede vision for skolen, siger Tom Wilde, der naturligvis også glæder sig til, at det nye skoleår og alle elever møder ind onsdag 12. august.