Nattergalesang og en enkelt gøg

Udgivet:31. oktober 2018, 10.35

Læsetid:3 minutter

Pianisten Erik Kaltoft ved det nye flygel i Ikast Kirke og barytonen Morten Frank Larsen gav en forrygende koncert i aftes. Foto: Marianne Brink

Marianne Brink
Lokalredaktør| map@midtjyllandsavis.dk

4 år siden

Ikast Aage Christiansen tripper lidt ængsteligt i våbenhuset, mens han modtager de første gæster i Ikast Kirke. Han er idémanden bag KMF 336, den Klassiske Musik Festival i Ikast-Herning området, der startede tilbage i 2002, og denne gang har han blandt andet inviteret barytonen Morten Frank Larsen, der oprindeligt kommer fra Hammerum, til at synge. Som han gør det hver gang.

- Ja, man kan godt sige, at Morten ligger øverst på min hitliste, men det er nu også med god grund. Han har gjort det godt, og derfor bliver jeg også ved med at bede ham komme, siger Aage Christiansen.

Hans ængstelse går ikke på, om den tidligere elev på Ikast Gymnasium skal klare sig godt. Nej, ængstelsen skyldes, at koncerten falder sammen med, at en anden sanger er i byen. Musicalsangeren Stig Rossen synger i Fonnesbæk Kirke, men Aage Christiansen kunne have sparet sig bekymringerne.

Omkring 100 mennesker løser billet for at høre bysbarnet med den internationale karriere synge.

Vælger selv

Morten Frank Larsen, der har vundet et hav af priser, og som har sunget på nogle af verdens helt store scener, bor til daglig på 20. år i Wien med sin hustru Lone Rasmussen, der også synger. Men når Aage Christiansen sender bud, så kommer han hjem.

- Jamen, det er da helt specielt at optræde på min hjemegn, og jeg elsker lige så meget at synge her i kirken som alle andre steder, siger han.

Ved sin side har han pianisten Erik Kaltoft, der også har et helt specielt forhold til Ikast. Han er altid overdommer til konkurrencen for Unge Sangere, og senest har han været med til at anskaffe det smukke, nye flygel i Ikast Kirke.

De har begge været i byen i et par dage for at øve op til koncerten, for der var faktisk flere nye ting på programmet for dem begge.

- Denne gang har jeg selv fået lov til at vælge, hvad jeg vil synge, så min kone foreslog, at jeg prøvede Schumanns Liederkreis. Den har jeg aldrig sunget før, men jeg er glad for, at jeg valgte den, siger Morten Frank Larsen.

Udover Robert Schumann, så var Mahler, Lange-Müller og Heise med i programmet i kirken.

Ingen tenor

Det er ganske ubevidst, men Morten Frank Larsen er blevet gjort opmærksom på, at han altid vælger noget dansk at synge. Han gætter selv på, at det danske får større betydning, når man bor langt væk fra hjemlandet, men Erik Kaltoft mener nu, at det også handler om at teksterne og tonesproget ligger godt til Morten Frank Larsen.

- Og så går det pludselig op for mig, at vi næsten har et lille tema. Der er nattergale i alle de fire komponisters værker, siger han.

Men også en enkelt gøg får publikum glæde af, ligesom barytonen Morten Frank Larsen lover dem, at han nok skal synge høje toner, så de ikke bliver skuffede over, at Ikast Kirke på plakaten havde lovet dem, at der ville komme en tenor.

Og ingen blev skuffede. Morten Frank Larsen og Erik Kaltoft leverede en nærværende og følsom koncert, der til fulde indfriede alle løfter.

Morten Frank Larsen kommer gerne hjem fra Wien, når Ikast kalder på ham. Foto: Marianne Brink