Mindeord

Fra familie og venner

19. december 2019, 04.44

DØDSFALD Da Poul Henning Andersen, Tulstrupvej 2, Ikast, døde forleden i sit hjem, omgivet af sin nærmeste familie, blev det for ham den afsked med livet, som han ønskede sig, efter at han for to år siden fik at vide, at han var ramt af kræft uden håb om helbredelse.

Poul Henning Andersen, der blev 74 år, levede den sidste del af sit liv med fokus på alt, der gjorde livet værd at leve og døde med visheden om, at han havde haft et godt og fantastisk liv.

Han var født i Randers og voksede op som ældste dreng i en søskendeflok på fem.

Poul Henning blev udlært maler og fik i den forbindelse opgaver på skolehjemmet Skovgården på Sjælland, hvor han mødte sin hustru, Anne Margrethe Andersen, der var i praktik fra seminariet. Parret blev gift i 1970 og kunne næste år have fejret guldbryllup.

Efter afsluttet uddannelse fik Anne Margrethe arbejde på Ikast Erhvervsskole, og Poul Henning blev efter uddannelse som sløjd- og formningslærer ansat samme sted som faglærer, og fik senere arbejde med autistiske unge på Skovbjergskolen. Han havde meget engagement og identitet i sit arbejde, og havde en forunderlige evne til at skabe kontakt og nærvær også til unge, der ikke ville eller kunne indgå i en social relation, hvorfor det da også var en stor sorg for ham at erkende, at han efter et banalt skiuheld havde skadet sin hånd så meget, at han måtte opgive sit arbejde med autister og efterfølgende sygdom betød pensionering, da han var midt i 50'erne.

Poul Hennings altopslugende interesse i de unge år var fodbold, både som aktiv og tilskuer. Med sønnen Joes fødsel og opvækst blev interessen til et stærkt fællesskab skabt i form af støtte og opbakning til træning og kampe men også i form af en formidling af normer om at være en god sportsmand og en kammerat.

To børn mere kom til, Mona og Sidsel. Dem fik parret med en så stor aldersforskel, at de måske blev lidt klogere fra gang til gang, men ingen tvivl om, at rollen som den, der var der hver dag, når Sidsel kom hjem fra skole, passede Poul Henning godt. Han var stolt og glad for sine børn, taknemmelig for at de klarer sig og er "ordentlige" mennesker, samtidig med at en helt ny verden åbnede sig med børnebørnene.

I forhold til dem var Poul Henning den, der gav og gav tilbage fra et givtigt og godt liv. Når de skal fortælle, hvad der var kendetegnede ved ham, så var det, at han var til stede og havde deres fulde opmærksomhed og tålmodighed.

Akvarelmaling og arbejdet i ler blev en vigtig og nødvendig udtryksform, både når der var glæde, og når livets også ind i mellem svære udfordringer skulle bearbejdes. Poul Henning var mindre til ord og mere til at udtrykke sig gennem billeder, ligesom han i digte fandt de begreber og udtryk, der for ham gav mening.

Norge og en hytte på fjeldet har haft en helt utrolig betydning for familien og for de mange venner, der har været med. Poul Henning elskede de lange ture på langrend og var en ren Georg Gearløs, når det handlede om vindmøller og solceller på fjeldet.

Vikingeskibet Sleipner blev et andet vigtigt omdrejningspunkt for Poul Henning, der elskede opgaven som rorgænger, og det primitive liv på ukendte strande med mad over bål og havvask.

Og fantastisk var det, at de relationer, familien har indgået i Ikast, har haft mod på at dele de oplevelser og skabe et fællesskab, som alle involverede har haft mange gode og sjove minder fra.

Det førte også frem til projekter som Fællesskabet Ikast Nord, naboskab og engagement i hverdagsmiljøet. Det var karakteristisk for Poul Henning, at han ikke interesserede sig for de store diskussioner om mål og planlægning, men kunne lide at gøre og gennemføre tingene.

Den 3. alder handler om at give og give tilbage. Og det var et særkende for Poul Henning at give. Det store engagement i det lokale Røde Kors var måske nok i starten et plaster på det sår, at være færdig med et arbejdsliv, men det bærende og et mantra for ham blev Røde Kors' grundlag om at udøve og /eller skabe rammer for menneskelighed. Han brugte mange kræfter på både bestyrelsesarbejde og deltagelse i genbrugsbutikken, og der var nærmest ikke en dag, hvor han ikke var omkring butikken. Da flygtningene kom til byen, var det på hans opfordring, at Anne Margrethe involverede sig, og igennem de sidste tre år deltog han selv som kontaktperson.

Som ægtemand og familiefar havde Poul Henning Andersen en varme, følsomhed og ro, der kunne få ting til at gro. Han var kreativ og elskede ustruktur, fråsede ikke med ordene, talte i konklusioner, og med en tålmodighed uden lige. Det var vigtigt for Poul Henning sammen med sin hustru at skabe et hjem med et ubrydeligt fællesskab, et hjem der var åbent og rummeligt med gode venner og samtidig også med plads og tid til et engagement i verden omkring dem. Poul Henning evnede til det sidste - trods sygdommen og trods år forude med sygdom - at bevare livsoptimismen og skabe et godt og lykkeligt liv.

I de sidste måneder var Poul Henning således optaget af at finde det sted, som kunne blive samlingsstedet for familien, når det store hus på Tulstrupvej en dag skal afhændes.

Poul Henning vil blive savnet. Ikke kun i familien, men også i den store vennekreds, der lærte ham at kende som en trofast, kompromissøgende ven med evnen til at lytte og til eftertænksomhed.

Æret være Poul Henning Andersens minde.