Aldi trækker sig fra Danmark: Butikken i Ikast lukker

Supermarkeds-kæden Aldi trækker sig fra det danske marked og har solgt de fleste af sine butikker til Rema 1000. Aldi-butikken i Ikast er sat til salg, mens den i Brande er overtaget af Rema 1000

Udgivet:14. december 2022, 18.00

Læsetid:2 minutter

Det er kun godt et år siden, at borgmester Ib Lauritsen (V) kunne klippe den røde snor til et nybygget Aldi-supermarked i Brande, og kun en måned siden, at han sammen med resten af byrådet nikkede ja til en ny lokalplan, hvor Aldi ønskede at bygge nyt i Ikast. Nu ligger det fast, at butikken i Brande bliver til en Rema 1000, og projektet i Ikast er sat til salg. Foto: Jørn Deleuran

Laila Kempel
Journalist

6 måneder siden

IKAST-BRANDE Aldi offentliggjorde i sidste uge, at den tyske supermarkedskæde har solgt de fleste af sine danske butikker til den norsk-ejede konkurrent Rema 1000.

I en pressemeddelelse fortæller Aldi, at 114 af de 188 Aldi-butikker i Danmark er solgt til Rema 1000.

Salget udløser to helt forskellige scenarier i Ikast-Brande Kommune.

I Brande er det kun godt et år siden siden, at Aldi 3. september 2021 genåbnede en splinterny og nybygget butik på Chr. Bergs Vej, efter at Aldi i en periode havde holdt til i den gamle Meny-butik centralt i Brande.

Aldi-butikken i Brande er en del af de butikker, der er solgt til Rema 1000, som således lægger op til at åbne sin butik nummer to i Brande.

I forvejen har Rema 1000 en butik på Vestergårdsvej i den vestlige del af byen.

Anderledes i Ikast

Anderledes er situationen i Ikast, hvor Aldi netop har sat gang i en større byggesag, der krævede ny lokalplan for området ved Jyllandsgade, Navervej og Lysholt Alle.

Her ønskede den tyske supermarkedskæde frem til sidste uge at opføre et splinternyt og op til 1200 kvadratmeter stort supermarked. Planen var at flytte alle Aldi-aktiviteter fra den eksisterende butik på Eli Christensens Vej til det nye domicil - en plan, som Udviklings- og Erhvervsudvalget godkendte og sendte i offentlig høring for bare en måned siden, 9. november.

Sådan kommer det ikke til at gå.

I en mail svarer Aldi-kædens presseafdeling, at Rema 1000 ikke har ønsket at overtage hverken det nye butiksprojekt eller den eksisterende Aldi-forretning på Eli Christensens Vej.

Begge dele forsøger supermarkedskæden nu at sælge til anden side.

Årsagen til, at Rema 1000 ikke er interesseret i Aldis aktiviteter i Ikast, er ganske åbenlys: Rema 1000 driver i forvejen to butikker i Ikast.

Den ene Rema 1000 ligger nærmest nabo til den eksisterende Aldi-butik på Eli Christensens Vej, mens det kommende byggeprojekt stort set er nabo til den anden af byens Rema 1000-butikker i den østlige del af Ikast.

Etablerer sig i Bording

Rema 1000 er til gengæld i gang med at etablere sig i Bording, hvor byrådet på sit møde i næste uge formentlig vil nikke ja til, at en kommune- og lokalplan, der åbner op for, at supermarkedet kan gå i gang med at bygge omkring Fabriksvej, vil blive sendt i offentlig høring.

Et nyt lokalplanforslag, der blandt andet omfatter en nybygning af et nyt Aldi-supermarked er netop sendt i høring. Den del af lokalplanen er ikke længere interessant for Aldi-kæden, der trækker sig fra det danske marked. Men projektet er sat til salg, hvis andre skulle have lyst til at byde ind på det. Foto: Privatfoto