Mand overså vigepligt, torpederede vejskilt og kom med ukvemsord mod betjente

11. januar 2021, 08.35

Foto: Martin Ballund

BOEST-SILKEBORG Et uskyldigt vejskilt blev nedlagt, da en 31-årig mand fra Silkeborg fredag klokken 19.18 kom kørende mod øst ad Palsgårdvej nord for Boest.

Da vejen endte i et T-kryds med Silkeborgvej, blev det ikke opdaget af den 31-årige, som derfor overtrådte sin ubetingede vigepligt, fortsatte over vejen og nedlagde skiltet.

Politiet blev alarmeret og kørte straks til stedet. Både alkometer og narkometer gav udslag, så naturligvis ville betjentene gerne have manden med på stationen til en blodprøve.

Det ville den 31-årige ikke, så han igangsatte en strøm af ukvemsord mod betjentene. Men med på stationen kom han.

Han er efterfølgende sigtet for narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden og fornærmende tiltale mod politiet.

Efterfølgende har politiet også haft fat i en 60-årig mand fra Silkeborg, som sigtes for at have udlånt sin bil til en person, som er frakendt retten til at køre bil.