Debat: Spændende periode for bymidten i Ikast

13. august 2020, 13.00

Palle Høj. Foto: Henrik Ole Jensen

LÆSERBREV skal der ske med Ikast Midtby, bliver jeg ofte spurgt om? Det arbejde har været i gang i et stykke tid, og det fortsætter i den kommende tid.

Ikast er kommunens største by. Det er en aktiv by i vækst med tilflyttere hvert år. En by der har meget at byde på. Men alligevel har byen nogle udfordringer og et uudnyttet potentiale. Der har det seneste år været en arbejdsgruppe af frivillige i gang med at se på mulighederne for Ikast Midtby, og i marts 2020 kom der en rapport om deres arbejde.

Detailhandelen i midtbyen har været udfordret. Hvis butikkerne ikke skal være omdrejningspunktet for livet i midtbyen i Ikast, hvordan skal vi så udvikle den levende midtby?

Det var nogle af de mange spørgsmål arbejdsgruppen bestående af repræsentanter for byens borgere, foreninger og erhvervsliv forsøgte af finde svar på i en meget flot og iderig rapport på 70 sider.

De forslag, der blev fremlagt i Udviklingsplanen, er givet videre til kommunalbestyrelsen, og vi arbejder videre med for eksempel at udstikke en retning for, hvordan Strøgcentret og de nærmeste gader kan styrkes i de kommende år.

Oven i dette godkendte byrådet 22. juni 2020 en udarbejdelse af en »Masterplan for bygningsoptimering i Ikast«.

Bag dette ligger et ønske om, at vi i kommunen bruger færrest mulige kvadratmeter og bruger dem bedst og billigst muligt, så vi bruger færrest mulige penge på bygninger og administration. Et af forslagene i masterplanen er at samle mere af administrationen på den tidligere Vestre Skole i det, der i dag hedder Administration Vest. Det er fra andre lokaler i Ikast og fra Nørre Snede. Et arbejde hele byrådet står bag.

Som det fremgår af Focus Ikast-Brande i dag, så ser vi i Venstre muligheder for, at der kan komme en række sidegevinster ud af denne masterplan, som kan gå hen og blive en hovedgevinst. Bolden er blevet sat i spil for en bred drøftelse af en række spændende muligheder.

En af de muligheder er at flytte biblioteket ind på rådhuset. Jeg synes, det er et spændende forslag, som kan være med til at give mere liv i midtbyen. Der skal også være en drøftelse af Aktivitetscentret for byens seniorer, der i dag ligger i Kongefløjen på den tidligere Vestre Skole. Det vil eventuelt kunne flyttes ned på biblioteket, hvis dette placeres på råhuset.

Der kan i de kommende drøftelser komme andre nye spændende forslag på bordet, da alle og ikke mindst kommunalbestyrelsen har et ønske om, at Ikast som kommunens største by fortsat er en by i vækst og en aktiv by, der har meget at byde på også i de kommende år.

Jeg glæder mig til de kommende budgetforhandler. Da jeg er belastet af at arbejde med økonomi og tal til dagligt og deltager i byrådets økonomiudvalg, synes jeg, at det er en af de mest spændende perioder i byrådets arbejde. Vi vil i budgetforhandlingerne helt sikkert komme til at drøfte disse ideer og forslag om Ikasts Bymidte samt hvad, kommunalbestyrelsen kan gøre og hvilke midler, vi har mulighed for at sætte af til udviklingsplanerne for Ikast Midtby.

Det bliver en spændende periode med mange gode drøftelser med de øvrige medlemmer af byrådet. Jeg er dog særdeles glad for, at det første arbejde er startet med et rigtig godt arbejde fra borgere i Ikast by. Bolden er ikke i mål endnu, men den er som nævnt ovenfor sat i spil.

LÆS ARTIKEL OM MASTERPLAN PÅ SIDE 8