Læserbrev: Udkørte kvinder ofres på machomotorens alter

23. december 2021, 12.40

Jake Inlove. Foto: Privatfoto

LÆSERBREV Siden sommer har det ulmet i to samfundsmæssige storkonflikter, der tilsyneladende er urelaterede. Den første konflikt er opstået af de dårlige kår, vores samfunds omsorgspersoner har. Sygeplejerskerne har presset på længe og sågar strejket for at få bedre arbejdsvilkår, bedre løn og bedre tid til omsorg. Intet af det hjalp, for der var åbenbart hverken vilje eller penge til det i politikernes prioritering.

Den anden konflikt opstod den dag, da mange gik på sommerferie, hvor politikerne fremlagde den olie-sheik-sorte infrastrukturplan med mere motorvej til et udkørt klima. Politikerne havde fundet en stor pengesæk til at pisse klimaaktivister, naturelskere, øboere og landsbyboere af med. De havde nemlig afsat 64 milliarder kroner til mere uønsket asfalt. De grå erhvervsmænd og lidt af den tempo-torturerede langturs-pendlende arbejdskraft klappede i hænderne – mens vi andre, der forholder os til ting som biodiversitet, dyreliv, lokalmiljøers livskvalitet og klima stod tilbage og rystede på hovederne.

Set i lyset af hinanden virker disse to konflikter som symptomer på en syg politisk prioritering. Politikerne kan ikke give ordentlige kår til dem, der tager sig af vores syge og svage og bringer os helskindede gennem en pandemi. Derimod kan politikerne sagtens give flere goder til det fartglade system, der kører så stærkt, at folk bliver syge af det – et evigt merkrævende arbejdsnarkomanisk erhvervsliv, der giver os stress, hjertelidelser og depression, mens motorvejene, der fragter arbejdsstyrkerne til deres udnyttelsesbarakker kommer med støj, som kan medføre både demens og blodpropper.

Hvis denne udvikling fortsætter, kan vi se frem til flere syge overfor færre sygeplejersker, der kan holde til arbejdet med at tage sig af dem. Men med hensyn til politikernes prioritering, er det fuldt fortjent, at den køresyge brændselsvarme befolkning bliver mødt af et fåtal underdrejede sygeplejerskers kolde hænder.

Derimod er det for alle os patienter, der skal bruge sundhedssystemet, en tragedie, at pengene gik til erhvervsmændenes kolde asfalt fremfor sygeplejerskernes varme hænder. At bedre sygepleje er sund fornuft i en pandemi og at mere forpestende asfalt er en syg tanke i klimakrise ville nok give sig selv, hvis ikke tidens politiske prioritering var så slemt inficeret med erhvervsmænds opsvumlede interesser.

Selvfølgelig har vi ressourcer til ordentlig omsorg og sundhed, men det kræver, at vi stopper et erhvervsinficeret politisk system sprængfyldt med syg prioritering.