Spejdere strandet på øde ø: Piraten Jack havde overtaget spejderhytten

KFUM-spejderne valgte corona-sikker løsning: Blev hjemme sammen med piraten Jack

1. juli 2021, 07.57

Skattekisten åbnes af Bertram Merstrand, Silas Skov, Lærke Bak, Ellinor Siig, Karoline Bundgaard. Foto: Ditlev Kirstein Hansen

KFUM-SPEJDERE Sommeren er over os, og hos KFUM-Spejderne i Ikast betyder det også sommerlejre. Hvis alt var »som det plejede at være«, så ville spejderne tage afsted til en lejrhytte et sted i Danmark.

Men sådan gik det ikke i år hos bæverne og ulvene, skriver de i en pressemeddelelse.

I stedet blev Spejderhytten på Edith Rodes vej omdannet til et hjemsted for piraten Jack, og sidenhen til en øde ø med strandede spejdere.

Lysets fire skatte

Ulvene hjalp piraten Jack med at skaffe et piratskib, så de sammen kunne finde »Lysets fire skatte«. Ved første øjekast kunne piratskibet minde om en tømmerflåde, men skindet bedrager, for her er tale om en ægte sørøverskude med mast og dødningehovedet vajende højt over bølgerne.

Undervejs på turen ventede mange prøvelser. Heldigvis kunne det meste klares med højt humør, kampråb og skarpladte elastikpistoler. Når fjenden kom inden for skudvidde kunne vandballonerne kastes og piraterne nedkæmpes. At finde skjulte piratskatte kræver mere end vand og elastikker. Ude på søen var én af fire flaskeposter fanget på en sunket piratflåde, og spejderne måtte hente den med deres hjemmebyggede piratskib. Koden i flaskeposten blev knækket og efter mange trængsler lykkedes det til sidst at finde alle »Lysets fire skatte«. Lørdag aften var der sang omkring lejrbålet, skøre sketches og spejderråb. Efter en god nats søvn i telt, kunne ulvene stå op til endnu en dejlig

solskinsmorgen. Hele formiddagen sejlede piratskibet rutefart på søen, der blev snittet pinde, spist skumfiduser og leget i skoven og da skibet lagde til bredden for sidste gang

kunne spejdere, forældre-hjælpere og ledere tage hjem med gode lejrminder i rygsækken.

Strandede spejdere

For bæverne var hele området omkring hytten en øde ø, hvor spejderne, lederne og et par forældre var strandet. På øen blev der brug for alles hjælp, for at spejderne kunne klare sig. Der skulle kløves brænde, laves mad over bål og bygges en bro med rafter og reb. De mere kreative kunne lave filt-bolde fra et får på øen. Hen på eftermiddagen blev der spottet et par flaskeposter midt ude på »havet« - det vil sige på søen. Med et reb blev de trukket ind til land, og da koden var løst kunne brevet læses. Hvad der stod i brevet er en hemmelighed, som kun en bæverspejder kender.

Inden aftensmaden kom på bålet, kunne bæverne balancere på slackline rundt i skoven, lave deres eget bål og snitte, eller sejle en tur på søen på en tømmerflåde.

Et lejrbål hører med til en god sommerlejr, og efter aftensmaden, mens solen gik ned over bakkerne gjaldede råbene i skoven: - B-R-A siger BRA, V-O siger VO, siger BRA, siger VO, siger BRAVO! som en hyldest til de spejdere, der optrådte med sketch og konkurrencer.

For mange af bæverne blev det den første lejr med overnatning i telt, og derfor var det godt, at sovebamserne også var velkomne på lejren. Sammen med en god historie hjalp

bamserne på den værste hjemve, ja faktisk skete der det usædvanlige at der opstod “lejrve” i stedet for hjemve, og de få, der havde planlagt at sove hjemme endte med at sove i teltet sammen med kammeraterne.

Næsten udhvilede kunne bæverne stå op til en søndag formiddag, hvor et forstørrelsesglas og solens stråler blev brugt til at tænde ild, imens den sidste skumfidus blev ristet, og den sidste pind snittet.

Teltene kunne pakkes sammen, og en flok glade og trætte bævere tog hjem efter deres allerførste bæverlejr.

Silas Skov, Victor Mølbak, Theodor Skovlund Olesen i fuld fart. Foto: Ditlev Kirstein Hansen
Fuldt lastet piratskib med ulveungerne Ditlev Kirstein Hansen, Lærke Golding Zylauv, Asger Frølund Arevad, Klara Johnsson, Karoline Bundgaard, Sofus Thorslev Sørensen, Frederik Hansen og Maria Larsen. Foto: Jesper Frølund Arevad
Agnes Arevad, Hannah Juul Thomsen, Lærke V. G. Petersen, Estella Ritchie Andersen, Lykke Mikkelsen, Freja Hedegaard, Mikkel Lyng Hansen, Sif Olofsson. Foto: Kristian Høi Thybo Albin
Julie Marie Bødker, Eva Bundgaard, Freya Nygaard og Filuca Nygaard. Foto: Kristian Høi Thybo Albin)
Jeppe Madsen, Mikkel Lyng Hansen, Freya Nygaard, Julie Hansen, Julie Marie Bødker, Rasmus Johnsen. Foto: Tommy Nygaard