Læserbrev: En solstråle fra Kærshovedgård

11. maj 2021, 07.43

Charlotte Kold med en solstrålehistorie om kvinderne på Kærshovedgård i forbindelse med hendes projekt GarnKram, hvor hun delte garn ud, som frivillige - heriblandt kvinderne fra Kærshovedgård, strikkede og gav videre til andre. Foto: Privat Foto

LÆSERBREV Der er ikke mange solstrålehistorier fra Kærshovedgård, som rammer medierne, så her er mit bidrag til at nuancere debatten.

Jeg har nemlig haft fornøjelsen af at møde en del af de kvinder som er tilknyttet stedet, og en kærlig ildsjæl som brænder for at gøre en forskel for den yderst udsatte gruppe.

Jeg har under corona-krisen ledet projekt Garn kram, hvor frivillige har strikket og hæklet primært sjaler og tørklæder til udsatte grundet corona.

En flot donation fra Velliv Foreningen dækkede udgifterne til materialerne for projektet. Der har været over 80 frivillige tilknyttet – her i blandt kvinderne fra nørkleklubben på Kærshovedgård.

For at tegne et billede af, hvor langt vi samlet er kommet, så er der over 500 garn produkter som har set dagens lys indtil videre – og vi er ikke helt færdige endnu.

Min kontakt til kvinderne fra Kærshovedgård har dermed været med et blik for deres kompetencer som kreative med strikkepinde.

Mit møde med dem har været ovenud positivt.

En gruppe kvinder, som i mine øjne kunne være målgruppen for at modtage nogle af vores donationer, meldte sig nemlig som frivillige.

Beskeden lød, at de ikke så sig selv som modtagere for det velgørende formål.

De vil gerne bidrage. Med flittighed og engagement har de fremstillet flot håndværk i høj kvalitet med det garn, som jeg uddelte til dem og mange andre frivillige.

Som mange andre af projektets frivillige kvinder, så var en del af gruppen fra Kærshovedgård forbi hos mig privat for at få mere garn. Kvinderne viste billeder på en mobiltelefon af deres flotte strik.

De fortalte, at det de havde strikket, var doneret til Røde Kors for, at de kunne bidrage aktivt til at støtte endnu en god sag.

Jeg blev rørt. Jeg indrømmer gerne at projektet har beriget mange af os deltagere med hjertelige oplevelser i en tid præget af megen afsavn og frygt for fremtiden.

Så at stå i min indkørsel, og få en stribe lys fra den solstrålehistorie som jeg var vidne til – ja det rørte mig som menneske. Glæden i deres ansigter var ikke til at tage fejl af; næstekærlighed og samfundssind. Kald det hvad du vil.

Der er kriminelle i alle samfundslag. Det skal ikke underkende den utryghed, som det kan forsage at have negative mediehistorier om ens nabolag. Her er en oplevelse af kærlige kvinder, som yder til et velgørende formål til trods for, at de intet har selv. Kærshovedgård rummer mange skæbner. Skrækkelige historier om hvordan familier splittes, og selv spædbørn tages fra deres mødre. Psykisk sygdom bliver for mange deres følgesvend.

Det kan vi gøre bedre. Vi kan møde dem og lade dem blomstre for en lille stund.