På cykel i en grøn sags tjeneste

31. juli 2020, 19.21

EU-parlementariker Niels Fuglsang (S) omgivet af lokale socialdemokrater under sit cykelbesøg i Brande i dag. Foto: Privat

BRANDE Under overskriften »Fuglsang i den grønne førertrøje« cykler EU-parlementariker Niels Fuglsang (S), for tiden rundt i Region Midt, hvor han er valgt.

Forleden besøgte han Herning, og fredag kom turen kommet til Brande.

Med i alt 500 kilometer fordelt på fem etaper ønsker han at sætte fokus på den grønne omstilling og på, hvordan EU også har en betydning for Danmark helt lokalt – og omvendt.

Turens fjerde etape startede i Brande og kørte over natursteder som den genfundne bro og stenen Yvonne fra krigstiden.

- Ikast-Brande-kredsen var et af de første resultater, der kom ind på valgdagen i 2019. Det var meget positivt, talte Niels Fuglsang med socialdemokratiske kolleger om i Brande - blandt andre byrådsmedlem Frank Heidemann og lokal formand Kasper Pauli Pedersen.

- Derfor er det også meget vigtigt for mig, at det ikke bare er sådan, at nu er jeg blevet valgt, og så ses vi om fem år. Jeg vil gerne forsøge at vise, at der ikke er så langt fra Brande til Bruxelles, konstaterede Niels Fuglsang, der på flere af sine foreløbige stop har oplevet lokale miljø- og klimaudfordringer, og hvordan man arbejder på at finde løsninger på det på et større, europæisk niveau.

- Siemens er et godt eksempel på, at den grønne omstilling skabes lige her i Midtjylland og i Brande. Ofte forbinder man måske klimakampen med noget ukonkret eller noget, der foregår i Bruxelles, men rent faktisk er det jo her, at man er enormt langt fremme med konkrete løsninger. Og så betyder det rigtigt meget for lokale arbejdspladser, siger Niels Fuglsang.