
Boligforening vælter bowlingcenter - bygger nyt kontor og 24 lejligheder
Ikast Andelsbolig-forening bygger samtidig nyt administrationskontor på hjørnet af Nørregade og Frejasgade
Udgivet:06. juni 2022, 07.00
Læsetid:2 minutter
De nye boliger på hjørnet af Frejasgade og Nørregade ses her fra nordvest. Illustration: Pluskontoret Arkitekter
12 måneder siden
NYBYG Det er efterhånden ved at være længe siden, at bowlingkuglerne væltede kegler i centret på hjørnet af Nørregade og Frejasgade i Ikast. Faktisk var det helt tilbage i 2018, at centret lukkede ned.
Nu sker der endelig noget i området.
Ikast Andelsboligforening har netop udvalgt Pluskontoret Arkitekter i Aarhus til at stå for et nyt boligprojekt med 24 almene familieboliger samt nye administrationsfaciliteter for andelsboligforeningen på den gamle bowlinggrund.
Det forventes at stå klar i 2024.
På Pluskontorets hjemmeside kan man se, at byggeriet på lige knap 3000 kvadratmeter opføres som to separate bygninger på fire etager. Der vil være et fælles gårdrum imellem.
Gulvet genbruges
Byggeriet bindes sammen af en lav teglstensmur med indbygget bænk - et oplagt mødested for de kommende beboere.
I stueetagen mod Nørregade vil Ikast Andelsboligforenings administration fremover være at finde. Her vil kommende gæster muligvis kaste nostalgiske tanker mod bowlingcenteret og kunne genkende det gamle bowlinggulv, der upcycles til interiør i den nye administration.
De 24 moderne boliger vil bestå af både to-, tre- og fire-værelsesboliger og henvender sig således til forskellige generations- og familiesammensætninger.
Boligerne opføres i lyse, indbydende materialer med godt lysindfald og har alle enten egen altan eller terrasse.
- Hos Pluskontoret er vi meget glade for, at Ikast Andelsboligforening og bygherrerådgiver Bisgaard Ejsing har udpeget vores hold som vindere af opgaven. Teamet består af totalentreprenør Thomas Andersen A/S og ingeniørrådgiver D.A.I. - begge gode og velkendte samarbejdspartnere for Pluskontoret, skriver arkitekterne på deres hjemmeside.
Hos Ikast Andelsboligforening er man også begejstret for, at der endelig er sat streger på fremtidsplanerne i området.
- Vi har valgt Pluskontoret som vores samarbejdspartner og glæder os til at komme i dialog om detailplanlægningen, siger forretningsfører Kent Kristiansen.
Han fortæller, at der mangler en enkelt godkendelse hos Ikast-Brande Kommune. Den indsendes i løbet af juni.
- Vi regner med at starte projekteringen omkring 1. juli. Selve nedrivningen er planlagt til at skulle starte i begyndelsen af september, og så forventer vi at kunne gå i gang med selve byggeriet i november, siger Kent Kristiansen.
Planen er, at de 24 boliver vil være klar til udlejning i foråret 2024, hvor også selve Andelsboligforeningens administrationskontor flytter ind i nybyggede lokaler.
Administrationen er i øjeblikket indrettet i tre boliger i Skolegade, som efterfølgende skal laves tilbage til familieboliger.

