
Den »sidste« Store Bededag nærmer sig: Engesvang Kirke vil blive fyldt med sang og soul
Torsdag 4. maj, bededagsaften, vil Engesvang Kirke blive fyldt af soul musik og andet godt, når a cappella koret »Soul Mates« kommer forbi
Udgivet:30. april 2023, 06.00
Læsetid:1 minut
»Soul Mates« synger a capella - altså synger uden instrumenter. Det eneste andet gruppen bruger, foruden deres stemmer, er knips, klap og rasleæg. Pressefoto
1 måned siden
KIRKEKONCERT 18 klare rytmiske stemmer vil bededagsaften, 4. maj, fylde Engesvang Kirke. Det bliver årets største (og dyreste) koncert i kirken, fortæller Hans Jørgen Hansen, som er formand for menighedsrådets aktivitetsudvalg - og menighedsrådets kasserer.
- Vi har engageret det meget dygtige aarhusianske kor »Soul Mates«. Det er et veletableret kor med 18 sangere, der primært synger rytmiske sange. Og de gør det alene. De synger a cappella, altså uden akkompagnement. Jo, de understreger rytmen med klap, knips og rasleæg, men ellers er det deres klare stemmer, der skal fylde kirken, siger Hans Jørgen Hansen.
Korets repertoire er som navnet siger, soul, men der vil også være gode dele pop, jazz og rock. Det er både kendte og mindre kendte numre. De er alle arrangeret for det store kor af korets leder, Aase Collin.
Efter koncerten i kirken vil menighedsrådet være vært for kaffe og lune hveder i sognehuset.
- Det er jo tradition med lune hveder bededagsaften, og når vi i mange år har haft tradition for koncert bededagsaften, så skal vi da også have lune hveder her. Fra næste år er store bededag afskaffet som offentlig fri- og helligdag, og vi har i menighedsrådet endnu ikke taget stilling til, hvad der så skal ske med vores tradition med koncert aftenen før, siger Hans Jørgen Hansen.