Bilkoncern med rod i Brande: Overlader rattet til svigersøn

Bjarne Hessel giver posten som administrerende direktør videre til sin svigersøn og fortsætter selv i direktion og bestyrelse

17. juni 2020, 13.00

Bjarne Hessel stopper som administrerende direktør. Han overlader tøjlerne til sin svigersøn, 44-årige Benjamin Mahr. Foto: PR-Foto

LEDELSE Bilkoncernen Ejner Hessel A/S med hovedsæde i Brande, 24 afdelinger rundt i landet og over 1100 ansatte har fået ny administrerende direktør.

Det familieejede firma har udnævnt den 44-årige tysker Benjamin Mahr til ny topchef. Han er svigersøn til 66-årige Bjarne Hessel, der har siddet på posten i en årrække.

Bilkoncernen er ejet af de fire Hessel-brødre, der er sønner af stifter Ejner Hessel. De fire brødre var enige om at pege på Benjamin Mahr.

Benjamin kender familien

- Vi har diskuteret meget i familien de senere år, hvad vi skal. Og nu har vi besluttet, at vi vil beholde firmaet i familien, og så har vi kigget os om efter, om der var nogen i familien, der kunne tage over. Der var vi alle enige om, at Benjamin var den rette til. Han har den kommercielle baggrund for det samt uddannelse og alder, siger Bjarne Hessel og uddyber:

- Vi mener, at det var vigtigt at finde en, der kender kulturen i firmaet og baggrunden i firmaet. Og det er også en fordel, at han kender os brødre. Vi er måske ikke altid de letteste at arbejde sammen med, for vi har hver vores meninger og temperament.

Benjamin Mahr har tidligere i sin karriere arbejdet for den tyske Daimler-koncern, som ejer Mercedes-Benz. Her besad han flere lederposter og har været udstationeret i Australien, Kina, USA og Canada. Senest kommer han fra en post som viceadministrerende direktør for det kapitalfondsejede Consolidated Precision Products.

Parløb i et halvt år

Han har dog siden november sidste år været en del af Ejner Hessel A/S, hvor han har kørt parløb med Bjarne Hessel. De to har været rundt i de fleste af virksomhedens 24 afdelinger.

- Jeg har brugt de sidste seks måneder på at få Ejner Hessel A/S og de mange dygtige medarbejdere under huden. Jeg er glad for den tillid, en enig bestyrelse med Bjarne, Steen, Bent og Peder i front viser mig ved at sætte mig i spidsen for familiens livsværk. Nu ser jeg frem til at navigere virksomheden igennem de afledte effekter af Covid-19 og frem mod de mange nye muligheder, der kan medvirke til at fortsætte den udvikling, som Ejner Hessel A/S altid har været kendt for at søge, udtaler Benjamin Mahr i en pressemeddelelse.

Den nye topchef er gift med Bjarne Hessels datter Louise Mahr Hessel. Parret har to børn, og familien er flyttet til Aarhus i forbindelse med Benjamin Mahrs jobskifte. Trods posten som topchef bliver tyskeren ikke medejer i bilkoncernen, oplyser Bjarne Hessel.

Fortsætter i direktion

Den hidtidige topchef kommer stadig til at spille en stor rolle i firmaet, da han fortsætter i både direktion og bestyrelse. Bjarne Hessel fortæller dog, at det bliver Benjamin Mahr, som overtager den daglige ledelse, mens han tager sig af ad hoc-opgaver.

- Nu tager vi lige et år med det, og så ser vi på det. Det er både for at sikre en god overgang, men selvfølgelig også fordi vi er i en ekstraordinær situation med Covid-19, så der er mange andre ting, man lige pludselig skal tage hensyn til, siger Bjarne Hessel.