
Sundt Liv med cannabisolie
En af containerne på Torvet præsenterede forleden den nu lovlige olie
Udgivet:08. juli 2018, 16.57
Læsetid:3 minutter
Det er blevet lovligt at købe cannabisolie, så længe det ikke er klassificeret som medicin. Den cannabisolie Susan Lunde sælger fra sin virksomhed er i princippet hudplejeprodukter, og dermed er det lovligt. Hun er glad for at kunne give et alternativ til de, der gerne vil prøve cannabisolie, men hvor lægerne ikke vil udskrive det. Desuden er der også en væsentlig prisforskel. De cannabisprodukter, få læger vil udskrive, koster omkring 800 kroner, mens en lille flaske af Susan Lundes hudpleje koster fra 350 kroner. Foto: TOM LAURSEN
5 år siden
IKAST I en de fem containershops på Torvet, der sælger diverse ting og sager, sad i sidste uge Susan Lunde, der er kostvejleder i sin virksomhed Sundt Liv. Fra den lille container tilbød hun ikke bare hjælp til at omlægge kosten og blive sundere, hun vil også hjælpe mod smerter.
Det gør hun ved at sælge cannabisolie. Det kan hun gøre med ganske god samvittighed, for fra 1. juli blev det lovligt at sælge og købe cannabisolie, der har et maximalt har 0,2 procent THC - altså det stof, der gør cannabis euforiserende.
Kort sagt bliver man altså ikke »skæv« af olien, som man gør af hash.
- Du kan i princippet drikke tre hele flasker og stadig køre bil, joker Susan Lunde.
Man må prøve sig frem
I sin lille container havde Susan Lunde flere forskellige slags cannabisolie. Der er olien, og der er creme. Alt sammen er egentlig defineret som hudpleje.
- Det går jo ind i kroppen, det kan optages af huden eller slimhinderne i munden, siger hun.
Og så prøvede undertegnede det. Der er en lille pipette i de små flasker, og med den dryppede hun to dråber ind under tungen på mig. Der skal olien så ligge i 20 sekunders tid, før der synkes, så olien kan optages af slimhinderne. Det smager ikke grimt, men det smager heller ikke godt. Det smager præcist som hash lugter, er min oplevelse.
- Man starter med en eller to dråber dagligt, og så kan man selv justere det. Der må man selv mærke efter, forklarer hun.
Hun må af juridiske årsager ikke rådgive om, hvad dråberne kan afhjælpe, det må folk selv finde frem til.
Et alternativ
Cannabisolien er ikke bare et gimmick, der skal trække folk til Susan Lunde og hendes virksomhed. Det er noget, hun virkelig tror på, har en effekt.
- Der er mange, der efterspørger olien. Det her er et alternativ til dem, der ikke kan få det udskrevet af lægerne, og det er for dem, der gerne vil gøre noget godt for sig selv. Jeg tror, der er mange, der har følt sig kriminaliseret førhen, siger hun.
Det er en bestemt målgruppe, der ofte er interesserede i olien.
- Det er ofte folk med smerter, gigt eller Parkinsons, siger hun.
Susan sættes på bykortet
Inden Susan Lunde slog dørene op til containtershoppen, havde hun allerede solgt et par flasker cannabisolie, og hun regner med at sælge flere i løbet af de kommende dage.
- Jeg synes bare, det er så fantastisk, at vi har det frie valg, hvor hverken medicinalindustrien eller regeringen skal bestemme om man skal prøve cannabisolie, siger kostvejlederen.
Hun håber på, at dagene på Torvet kan være med til at skabe lidt synlighed omkring hende og virksomheden nu, hvor den om lidt flytter ind i midtbyen på Sieferts Plads.