Midtjysk gazellevirksomhed på opkøb

De to ejere af Entreprenørfirmaet Jørgen Skov ApS i Engesvang har overtaget Krondal Murerforretning med 20 ansatte

16. februar 2021, 09.09

Anni Vest Jensen og Steen Holst Jensen blev medejere i familiefirmaet Krondal Murerforretning i 1984 og har været eneejere siden 1994. Men da Steen Holst Jensen er blevet alvorligt syg, er virksomheden solgt til Tommy Brandt Sønderholm og Erik Birk (t.h.). Foto: Flemming Hansen

OPKØB Fire år i træk er Entreprenørfirmaet Jørgen Skov ApS i Engesvang blev kåret til gazellevirksomhed efter kraftig vækst i forretningen.

De to indehavere Erik Birk og Tommy Brandt Sønderholm har fortsat mod på mere, og derfor har de overtaget ejerskabet af Krondal Murerforretning i Nørre Snede. Erik Birk oplyser, at planen er at lade de to selskaber fortsætte i henholdsvis Engesvang og Nørre Snede.

- De fortsætter i hver deres regi, men med en central styring af det, forklarer han.

En mere komplet pakke

Entreprenørfirmaet Jørgen Skov ApS har aktuelt 16 medarbejdere, mens Krondal Murerforretning har omkring 20 medarbejdere.

Erik Birk fortæller, at de to virksomheder kan supplere hinanden rigtig godt, og at man sammen vil stå styrket til at byde ind på opgaver.

- De har murerarbejde og nedrivning, som vi ikke har gjort det i. Til gengæld gør vi mere i betonstøberi og kloakering og belægning. På den måde får vi en mere komplet pakke, og vi kan fremover selv byde ind på fagentrepriser, hvor vi før ofte har skullet have andre med, siger han.

Erik Birk og Tommy Brandt Sønderholm har ejet Entreprenørfirmaet Jørgen Skov ApS siden 2007.

Sygdom tvinger ejer til salg Krondal Murerforretning, som de nu har overtaget, har en lang historik. Virksomheden har eksisteret siden 1933, hvor den blev stiftet af Ejner Jensen. Frem til nu har Krondal Murerforretning været ejet og drevet af stifterens barnebarn, Steen Holst Jensen, som har følt, at tiden var den rette til at overdrage firmaet til nye ejere, fordi han er ramt af en alvorlig kræftsygdom.

- Det har været vigtigt at finde nogen, der ville køre det videre i samme ånd og samme navn, for det er jo det her, jeg har kæmpet for hele mit liv. Og jeg føler mig sikker på, at aftalen er det rigtige både for min hustru og mig, de ansatte og også for de nye ejere. Jo mere jeg tænker på det, jo bedre kan jeg sove om natten, siger han om beslutningen