Kæmpebrag i Brande: Forsvaret afmonterer granat på Dørslundvej

Forsinket nytårsbrag i Brande

4. februar 2020, 08.13

Foto: Martin Ballund

BRANDE Beboere på Dørslundvej i Brande fik mandag sidst på eftermiddagen uventede gæster, da politiet bankede på døren og bad dem blive inden døre.

Årsagen var, at en entreprenør havde fundet en mortérgranat i forbindelse med noget gravearbejde i en jordvold på Dørslundvej.

Fundet førte til, at man kontaktede ammunitations-eksperter i Skive, der så nærmere den granaten, der var omkring 60 centimeter i længden.

Det blev vurderet, at granaten skulle uskadeliggøres og bringes til sprængning på stedet, og et sprængningshold fra Skive blev sendt mod Brande.

Granaten blev fundet ved 15.30-tiden, og kort efter blev politiet underrettet. Selve bortsprængningen af den armerede mortérgranat fandt sted klokken 18.26., og alt forløb planmæssigt.

Hvor granaten stammer fra, og hvorfor den lå gemt i en skrænt midt i Brande, er der endnu ikke klarhed over.