112

Budskab fra brandmænd: Giv os lige den rigtige adresse, når du slår alarm, tak

Anmelderen havde ret i, at der var ild i en lastbil, men den adresse, der blev oplyst til alarmcentralen, var et godt stykke fra korrekt

7. april 2021, 12.28

Foto: Henrik Ole Jensen

IKAST Brand & Redning MidtVest blev onsdag kaldt ud til en brand, som viste sig at være lidt anderledes, end først antaget.

Tre køretøjer bestående af indsatslederbilen, en brandsprøjte og en tankvogn forlod straks brandstationen i Ikast.

- Vi fik klokken 11.27 en melding om en brand på en adresse i et industriområde midt i Ikast. Der skulle i følge anmelderen være ild i en lastbil. Vi kørte frem til adressen, men lastbilen var der simpelthen ikke, fortæller indsatsleder Bjarne Gregersen.

Det lykkedes dog at opklare, hvor lastbilen befandt sig.

- Den holdt på motorvejsafkørsel 39 ved HI-Park. Jeg ved ikke, hvorfor vi i første omgang fik den forkerte adresse oplyst, siger Bjarne Gregersen.

Væske på varme bremser

Der havde ganske rigtig været ild i lastbilen, som altså befandt sig godt 3,5 kilometers kørsel fra den oplyste adresse.

- Det er formodentlig tale om en sprunget hydraulikslange til styretøjet, der så har lækket væske, som er antændt af varme bremser, forklarer indsatslederen og tilføjer:

- Her fik chaufføren heldigvis selv løst problemet med en brandslukker, men det kunne være gået helt galt, hvis brandslukkeren ikke havde været nok. Så vi må konkludere, at det er ret vigtigt at oplyse en korrekt adresse.