Tabte nytårsbraget: Ingen Final4-billet til Ikast Håndbold

Ikast snublede i pokalkvartfinalen mod Odenses forsvarende danske mestre

Udgivet:30. december 2022, 23.05

Læsetid:1 minut

En skuffet Simone Petersen må sammen med holdkammeraterne fra Ikast konstatere, at Final4-deltagelsen er væk. Foto: Henrik Ole Jensen

Ole Bitsch
Journalist| obi@herningfolkeblad.dk

1 måned siden

HÅNDBOLD Forårets Final4-stævne i pokalturneringen bliver uden Ikast Håndbold.

Fredag aften tabte Kvindeligaens førerhold kvartfinalen hjemme til Odenses forsvarende danske mestre, der vandt 21-17 foran 1688 tilskuere i IBF Arena.

Resultatet betyder, at det fynske storhold går videre til Final4, der også får deltagelse af Team Esbjerg og Nykøbing Falster samt Silkeborg-Voel KFUM. Sidstnævnte vandt fredagens sidste kvartfinale med 27-26 over Aarhus United.

Selvom pokalmatchen i Ikast var tæt hele vejen, var det ikke ufortjent, at Odense-stjernerne tog sejren.

Der var en anelse mere skarphed over gæsternes spil, og ikke mindst mere kvalitet over fynboernes slutprodukt. Tilsvarende var fejlmængden for stor hos værterne, der særligt offensivt havde markante problemer.

En medvirkende årsag var ikke mindst Odenses danske landsholdskeeper Althea Reinhardt, der blev noteret for hele 21 parader og en redningsprocent på 56. Hende fik Ikast-skytterne - med periodevis undtagelser af Stine Skogrand og Simone Petersen - aldrig skudt hul på.

Til sammenligning leverede Ikasts Andrea Austmo og en sygdomsramt Jessica Ryde 12 samlede redninger.

Efter en febrilsk, fejlfyldt og målfattig første halvleg, der endte 11-12, fik Odense skabt luft i begyndelsen af anden halvleg. Gæsterne kom foran 16-13, og selvom Ikast kæmpede videre og fik fynboernes forspring presset ned til ét mål, var det en stakket frist.

Midtjyderne fortsatte med at sende svage og stressede afslutninger ind mod Althea Reinhardt, og i modsatte ende blev tøvende midtjysk forsvarsspil straffet - ofte via straffekast, som Odenses Maren Aardahl eksekverede.

Dermed forduftede spændingen også i slutminutterne, hvor gæsterne sikkert kørte Final4-billetten i hus.

Ud over nederlaget måtte Ikast forholde til en lårskade til anfører og europamester Stine Skogrand, der udgik i begyndelsen af anden halvleg.

Kvindernes Final4 afvikles 1. og 2. april 2023. Spillestedet er endnu ikke fastlagt.