LÆSERBREV: Hovedpinen skyldes ikke kun Kærshovedgård

29. januar 2020, 12.25

Kærshovedgård. Foto: Henrik Ole Jensen

LÆSEBREV I ugeavisen den 15 januar skriver Ole Revsgaard, at Kærshovedgård er blevet en hovedpine for psykiatrien.

Man må ønske Dansk Folkeparti til lykke med, at deres politik er lykkes. Man vil have, at forholdene på Kærshovedgård skal være så utålelig som muligt, og det er lykkes med en del af beboerne på Kærshovedgård.

Mennesker nedbrydes langsomt med den uværdige behandling, vi giver dem.

De kan ikke tåle at være der, eller blive placeret i andre fængsler på grund af den psykiske terror, som de er udsat for.

Når Dansk Folkeparti indfører de lovindgreb på Kærshovedgård, så må man forvente, at der også er midler til den psykiatriske behandling, som følger med deres politik. Ellers er det en uansvarlig politik, der bliver ført.

Der skrives, at der ikke er en præcis optælling. Det vil være fint, hvis der blev brugt præcise tal, når man kommer med den påstand.

Der oplyses, at Kærshovedgård også er blevet en belastning for psykiatrien.

Der er mange andre faktorer i spil, der er belastende for psykiatrien , som regionsrådet kunne have løst for år tilbage. I flere år har området manglet ressourcer

Jeg er kommet i psykiatrien gennem mere end 15 år, og mærker ingen forskel efter Kærshovedgård er kommet. Ofte er der patienter, der ligger og venter på at få at vide, hvor de kan få et opholdstilbud, som kommuner skal skaffe, og det lægger et pres på de pladser, der er.

Der skrives, at man har fundet beskeder på indsattes telefoner: Hvordan man opnår en behandlingsdom. Hvem er de, der går ind på deres telefoner? Har lovgrundlaget været i orden for se folks telefoner ?

Man kan ikke bare få en behandlingsdom. En behandlingsdom bliver givet i retten af en dommer efter en grundig undersøgelse af den, det drejer sig om. Jeg har tiltro til , at retten gør det ud fra velbegrundede og faglige afgørelser.

Der findes DF-medlemmer, der siger, de bliver vrede over at høre om, hvordan vi i Danmark bliver kritiseret for den behandling vi giver dem, vi ikke kan lide.

Jeg bliver ikke vred, men bekymret og bange for det had, der er til andre, der ikke er som en selv, og hvad det kan medføre. Det had der kommer frem, er med til at skabe mere had og ufred.