Mindeord: Ordentlighed, ærlighed og respekt for andre kendetegnede Henning Vagner Nielsen

17. februar 2021, 09.05

Henning Vagner Nielsen Foto: Privatfoto

MINDEORD Jan og Tom Nielsen har skrevet mindeord om deres far, Henning Vagner Nielsen, Irisparken 35 Ikast, der døde 10. februar på Holstebro Sygehus af komplikationer efter smitte med Covid-19. Han blev 81 år

Henning Vagner Nielsen blev født i 1939 og havde fødderne solidt plantet i den jyske muld. Han voksede op på familiens gård ved Brunbjerg, Bording sogn, sammen med sin far Ansgar, mor Dagmar og syv søskende. Men det var erhvervslivet og ikke landbruget der trak. Henning tog en uddannelse på handelsskolen i Herning og fik en læreplads hos Jens V. Jensen, Ilskov, hvor han blev udlært som kommis.

Herefter valgte Henning at søge lykken og nye horisonter på Sjælland. Først i en sommerbutik i Rørvig, som omkring 1960 summede af liv og fest med folk fra hovedstadsområdet. Senere hos kolonialhandler Brammer, Stengade i Helsingør. I Helsingør fandt han sin store kærlighed og partner gennem livet, Laila. De kom til at tilbringe de næste 60 år sammen og fik sønnerne Jan og Tom.

Fra vin til sportstøj

Hennings store interesse og ekspertise var vin og specialiteter, og han opbyggede stor kompetence inden for dette område hos Brammer i Helsingør. Dette førte til, at han blev butiksbestyrer først i Skjold Burne, i Lyngby og senere i Vinstokken, Nørrebrogade i København.

Henning prioriterede dog at være tættere på familien i Helsingør og startede som vinmand i engrosfirmaet Dagros (nu Dagrofa) i Helsingør. På grund af omstruktureringer her valgte Henning og Laila at søge tilbage til Midtjylland, hvor Henning arbejdede i vinafdelingen hos Dagrofa i Herning.

De bosatte sig i Ikast og Henning skiftede til tekstilbranchen og blev ansat ved IBO Design i Ikast. Henning fortalte, altid at han havde været glad for alle sine stillinger. De 14 år i jobbet som lagerchef hos IBO Design var han særligt tilfreds med.

Familie, ferie…og gerne en øl

Henning var et hjemmemenneske og var gladest, når han var sammen med sin familie. Fra deres helt unge dage begyndte han og Laila at køre Europa tyndt i ferierne. Særligt bjergrige egne trak, og Henning kastede sig frygtløst ud i kørsel på selv de stejleste bjergpas. Der blev stået på ski og vandret i Norge med børnene og parrets gode venner der.

I seniortilværelsen drog de på mange charterrejser til Sydeuropa. Lysten til at se og opleve nye ting var stor det meste af Hennings liv.

Hjemme i Midtjylland holdt Henning af at gå på jagt med sin lillebror og ældste søn samt at gå ture på heden, og at nyde en pilsner på terrassen i hans elskede hus og have i Irisparken, hvor han boede de sidste 40 år af sit liv.

Stærke værdier

Henning var meget social, interesseret i mennesker og dygtig til at kommunikere. Fremmedsprog kunne han ikke, men på de mange rejser klarede han sig uden problemer med at tale dansk til de folk han mødte.

Han havde igennem livet stærke værdier, som han gav videre til sine to børn og tre børnebørn: ærlighed, respekt for andre mennesker og en gennemført ordentlighed.

Henning Vagner Nielsen vil blive savnet. Æret være hans minde.