Præstens spalte: Det, vi taler om

Udgivet:03. oktober 2022, 07.00

Læsetid:2 minutter

Af Valdemar Mahon Ringsmose Sogne- og studenterpræst Fonnesbæk Sogn

PRÆSTENS SPALTE Det, hjertet er fyldt af, flyder munden over med, bliver vi fortalt - og det gælder desværre også alt det, vi helst bare vil glemme. Vi har talt så meget om corona, at det gør ondt bare at nævne ordet, og krigen i Ukraine har fyldt så meget i vores samtaler, at vi snart ikke ved, hvad vi skal sige ...

Men det gør ikke så meget, for nu har vi noget nyt at tale om; energikrisen og de stigende priser på el og gas.

Sammenlignet med de to førstnævnte kriser er en stigende elregning måske ikke helt så slemt - så hvorfor fylder det så meget?

De stigende energipriser, hvad end de påvirker os meget eller lidt, medfører et kontroltab, og hvis der er noget, vi mennesker ikke kan lide, så er det denne følelse. Vi vil forstå, hvad der foregår, og vi vil have kontrol over det.

Sandheden er bare, at der i bund og grund er utroligt få ting, som vi mennesker kan kontrollere. Livet, som det udfolder sig, er en stadig påmindelse om, at vi helt ind til benet, er afmægtige væsner, der ikke kan kontrollere de faktorer, som langt hen ad vejen er afgørende for vores liv. Livskriser såvel som samfundskriser konfronterer os med denne urfrygt; at vores liv er ukontrollerbart.

Af og til så er det jo sådan med kriser, at der kommer noget godt ud af dem. På trods af, at det hele ser sort ud, så mærker vi alligevel håbet.

Når der sker noget tragisk i familien, kommer vi ofte tættere på hinanden. Når der kommer en pandemi, så værdsætter vi vores nære relationer, og når der bliver koldt i stuen, så bliver vi nødsaget til at rykke tættere på hinanden.

Kriser får os til at tale med hinanden - eller rettere: de tvinger os til at tale med hinanden, så vi mærker, at vi ikke står alene. Kriser er altså fællesskabsetablerende, om det så er i samtalen, i familien, blandt venner, i nationer eller i den eksistentielle og åndelige sfære af vores liv.

Vi genopdager og erfarer et livsvilkår - vores afmagt - og den opdagelse indebærer langt fra, at alt ser håbløst ud. Afmagten betyder, at vi har brug for andre, og at andre har brug for os - og det gør ikke noget.