Beboere fra Kærshovedgård i klammeri med knive

Udgivet:26. marts 2019, 09.08

Læsetid:1 minut

Foto: Colorbox

Laila Kempel
Journalist
Adam Haff
Journalist

5 år siden

Kærshovedgård To beboere fra Kærshovedgård var mandag aften blevet så uenige, at en 22-årig mand valgte at trække en kniv og stikke en 30-årig mand to-tre gange i overarmen.

De to mænd opholdt sig på banegården i Silkeborg, og da politifolkene nåede frem til stationens ventesal fortalte vidner, at gerningsmanden kort forinden var steget om bord på toget mod Herning.

Det lykkedes politiet at komme i kontakt med Arriva, som fik fat i togføreren. Toget kørte herefter tilbage til Silkeborg. Det tog 10-15 minutter, hvorefter den 22-årige mand blev anholdt inde i toget.

Han havde stadig gerningsvåbnet på sig. Det var et såkaldt multitool med en kniv på fem centimeters længde.

Politiet i Silkeborg oplyser, at offeret ikke var livsfarligt kvæstet.

Politiet ved ikke, hvad der udløste knivstikkeriet.

Offeret blev kørt på skadestuen i Herning.

Her optrådte han så aggressivt, at politiet måtte anholde den kvæstede mand, der var beruset og muligvis påvirket af stoffer.

Det var i aftes ikke muligt at afhøre manden, som har brug for en tolk.

Den 22-årige knivstikker blev tilbageholdt, og i dag vurderer anklagemyndigheden om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Også offeret - en 30-årig mand endte i detentionen for at sove rusen ud.

Da han vendte tilbage til deres fælles bopæl havde han så voldsom en opførsel, at politivagten på stedet valgte at anholde ham, og sætte dem i detentionen for at sove rusen ud.