
Ny forening: Ikast Lightnings er klar til at »dunke«
Ikast Lightning er navnet på Ikasts nye basketklub
Udgivet:30. juli 2022, 10.00
Læsetid:4 minutter
Fra venstre bagerst: Aksel (træner), Jeppe (træner), Mathias, Buster, Magnus, Simon, Michael (træner). Fra venstre forrest: Malte, Oliver, Holger. Foto: Privatfoto
1 år siden
IKAST Det er amerikansk så det basker, og for en flok unge drenge i Ikast er kurven fuld af nye forventninger.
En ny sportsklub har så småt set dagens lys i Ikast, hvor en gruppe unge poders lyst til at spille basketball har fået et par fædre med på et »fastbreak« og at sætte skub i etableringen af en ny forening, hvor der både skal »dunkes« og laves »rebounds«.
Basketball er i Danmark en lille sport, hvor håndbold og fodbold i den grad dominerer.
Det ved de godt i »Ikast Lightnings« der er navnet på den nye forening, som for alvor er klar til at give bolden op efter sommerferien.
Streetbasket
- Det startede med, at min søn og et par andre drenge begyndte at spille lidt på vejen. Først var de tre, så voksede det til seks og pludselig ville de gerne noget mere i takt med, at flere ville være med, forklarer den fungerende formand for den nystiftede forening, Michael Guldbrandtt Larsen.
Han erkender gerne, at han ikke har den store forstand på hverken at spille basketball eller at starte en forening. Men drevet af drengenes engagement og iver til at ville noget med den store basketball, så har han og et par andre fædre driblet videre og fået stiftet foreningen.
- Vi har i princippet spillet det sidste års tid, men efter sommerferien bliver det mere formaliseret, siger Michael Guldbrandt Larsen, der indtil videre har påtaget sig formandskasketten i den nystiftede forening.
Sammen med et par andre forældre, Jeppe Dybsø og Søren Nielsen, udgør de ledelsen i Ikast Lightnings, som officielt er godkendt som forening i Ikast-Brande.
Behøvede tag over hovedet
- Vi startede ud sidste sommer, men da det blev vinter, blev det lidt svært. Vi havde brug for at komme indenfor. For at få adgang til de kommunale haller og faciliteter, skulle vi godkendes som forening. Det er vi nu. Og jeg må sige, at det har været rigtig godt. Vi er blevet godt hjulpet på vej af Ikast-Brande Kommune, siger Michael Guldbrandtt Larsen.
Han har via DGI’s hjemmeside og Dansk Basketballforbunds trænings-apps kunnet påtage sig rollen som drengenes træner.
- Jeg har spillet håndbold engang. Ikke på særligt højt plan, men jeg lærte da lidt om at sørge for at varme ordentlig op inden man kaster sig ud på banen. Det har jeg fundet frem og brugt sammen med drengene.
En konsulent fra DGI har også været på besøg og vist et par trick.
Klædt godt på
Michael Guldbrandt Larsens civile job som eksportmanager hos Sports Group Danmark har givet klubben en god indgangsvinkel til at blive godt klædt på.
Således har Ikast Lightnings via et par sponsorater allerede spillertøj med eget logo.
- Vi har ikke spillet turnering i gængs form, men deltaget i grandprix stævner en gang om måneden. Vi har været en tre-fire klubber, som har brugt dagen på at spille mod hinanden. Det passer mig godt i forhold til den tid, jeg kan bruge på det, siger Michael Guldbrandt Larsen.
Han håber, at interessen for at spille basket breder sig, så der kommer flere medlemmer. Håbet er, at der kommer så mange betalende medlemmer, at der er mulighed for at få nogle erfarne baskettrænere koblet til klubben og gerne nogle, som klubbens medlemmer kan spejle sig i.
- På sigt håber jeg da, at vi kan få nogle af sted på trænerkursus. Drengene skal have nogle forbilleder, Og det er ikke fædrene, der kan eller skal udfylde den rolle, understreger han.
Tre hold
Michael Guldbrandt Larsen har kontakt til omkring 18 drenge, og om alt går efter planen, så er håbet, at der kan etableres et - måske to U13-hold - årgang 2010-2011 og et U15-hold årgang 2008-2009.
- Vi har ingen piger, men de er selvfølgelig velkommen. Vores medlemmer er kommet via mund-til-mund metoden. Vi har før prøvet at spille mixhold. Første gang vi stillede op til stævne, var vi alle lidt nervøse. Vi kendte ikke vores niveau i forhold til modstandernes. Men vi kunne godt være med. Når de møder op i ens hættetrøjer med logo og klubnavn, så vokser de lidt. Det kan noget, siger Michael Guldbrandt Larsen.
Basketball er i øvrigt en sport, der er i fremgang. På Dansk Basketball Forbunds hjemmeside fremgår det, at der siden 2013 er sket en kraftig vækst fra 10.800 spillere til 17.990 spillere.
Det er specielt i aldersgruppen 7-18 år, at interessen er stigende. På hjemmesiden kan man også læse, at det var umuligt at opdrive et udendørs basketballstativ i foråret 2020, da Danmark første gang lukkede ned i forbindelse med corona-pandemien... Ifølge Ikast-klubben er der i de store byer ventelister for at få lov til at være med.
- Og så kan man jo kun være duperet over de muligheder og den hjælp vi har fået i vores opstartsfase her i det midtjyske. Set i forhold til, hvad de oplever i eksempelvis København, så har det været let for os at komme i gang. Nu skal vi bare have fat i spillerne. En ny sæson lurer lige om hjørnet. Vi er så klar efter sommerferien, siger Michael Guldbrandt Larsen.
