
Noget af landets billigste varme lige nu
Engesvang-Moselund Kraftvarmeværk har en lav varmepris for 2016. Men næste år bliver situationen normal igen
Udgivet:04. juni 2017, 10.02
Læsetid:2 minutter
Denne vinter var der åbent hus i varmeanlægget hos Stea. Anlægget der er årsag til en noget billigere varme i Engesvang. På billedet ses Karen Kildelund og hendes to drenge, Andreas og Kasper. Foto: Martin Ballund
6 år siden
Engesvang Det er et særligt år for Engesvang-Moselund Kraftvarmeværk i år.
Sidste år havde man for stort et overskud. Og det betød, at 1,4 millioner kroner skulle sendes retur til forbrugerne i år i form af billigere varmepris. Og den er billig i år. En af landets billigste. Et normalt parcelhus koster cirka 10.000 kroner at varme op i år, fortæller formanden for Engesvang-Moselund Kraftvarmeværk, Martin Eriksen.
Næste år normaliseres tingene. Da vil prisen være det dobbelte. Men det er stadig en billig pris, mener Martin Eriksen.
Sidste år indviede man det nye flis-varmeværk ved palle-virksomheden Stea i Engesvang. Og flisvarmen fra gamle paller betyder en reduceret varmepris på mellem 4000 og 5000 kroner om året for et almindeligt parcelhus, siger Martin Eriksen.
- Så det nye varmeværk er en succes på alle måder, siger han.
Principsag
Ved seneste generalforsamling i Engesvang-Moselund Kraftvarmeværk kunne Martin Eriksen fortælle, at man stadig arbejder på at få tingene på plads i forhold til gas-leverandør HMN, der ikke er 100 procent begejstret for flisvarmen. HMN mener, at man i Engesvang har opført et flisværk ud over det, som der var givet tilladelse til.
- Det er blevet en princip-sag for dem, men tingene ændrer sig nok, når vi snart får frit brændselsvalg. Personligt regner jeg med, at tingene falder på plads, siger Martin Eriksen.
- Stea-anlægget har nu kørt en hel sæson uden de store udfald.En enkelt gang ville flammerne tilbage i flis- fremføreren, men det problem blev løst, og siden, har der kun været små justeringer på værket, fortalte Martin Eriksen på årsmødet:
- Det gamle værk kører også uden problemer og supplerer den varme, som Stea ikke må lave.
Steas andel af varmeproduktionen udgør cirka 70 procent af varmeforbruget i området.
Martin Erinsen sagde videre, at prisen på varme vil stige igen, når tilskuddet til kraftvarmeværkerne falder væk med udgangen af 2018.
Til bestyrelsen var der genvalg til Karsten Andersen og John Bregnhøj. I bestyrelsen sidder desuden Martin Eriksen, Leif Sørensen og Finn Jørgensen. Suppleant Jørgen Kirkegaard blev også genvalgt.