Mand fik fod i klemme i minigraver: Er kørt til behandling på sygehus
Brand & Redning MidtVest hjalp en mand fri fra en minigraver i Ikast
Brand & Redning MidtVest hjalp en mand fri fra en minigraver i Ikast
Foto: Flemming Hansen
IKAST En mand kom torsdag formiddag galt afsted, da han var i færd med at grave med en minigraver på Eskelund Alle i Ikast.
Manden havde stået på maskinens larvefødder, da maskinens førerhus pludselig drejede rundt, så mandens fod og noget af benet satte sig fast.
Derfor blev der ringet efter Brand & Redning MidtVest, som kort efter kom frem til stedet.
- Vi fik noget udstyr over og fik løsnet ham, så nu er han kørt til behandling på sygehuset, fortæller Bjarne Gregersen, der er indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest.
Brandfolkene var til stede med tre køretøjer, hvoraf den ene var en redningsvogn med frigørelsesudstyr.
Indsatsen varede cirka 45 minutter og indsatslederen roser i den forbindelse de brand- og redningsfolk, der var på stedet.
- Med en god indsats fra brandvæsnet, kom der styr på situationen, siger Bjarne Gregersen.