FCM udlejer back til Belgien

Dion Cools tilbringer resten af sæsonen hos Zulte Waregem, der kæmper hårdt for overlevelse i en tæt bundstrid i Belgien

Udgivet:05. januar 2022, 20.27

Læsetid:2 minutter

Dion Cools brager et skud af sted i en Superligakamp mod AaB. Den 26-årige back har indtil videre spillet 53 kampe og scoret ét mål for FCM. Foto: Henrik Ole Jensen

Jørn Just Kristensen
Sportsredaktør| jjk@herningfolkeblad.dk

FODBOLD Det har været småt med spilletid for Dion Cools i denne sæson i FC Midtjylland, og nu tager han og klubben konsekvensen.

Den belgisk-malaysiske højreback er blevet udlejet til Zulte Waregem i den belgiske Jupiler Pro League for resten af sæsonen.

- Vi har været rigtigt glade for Dions indtog i FC Midtjylland, men han har søgt efter noget mere spilletid, og det har han nu fået en god mulighed for i Belgien. Det vil vi ikke stå i vejen for, siger sportschef Svend Graversen i en pressemeddelelse.

Dion Cools har i efteråret fået syv kampe fra start og 14 indskiftninger for FC Midtjylland. Sammenlagt har han blot spillet 715 minutter.

Cools har stået i skyggen af svenske Joel Andersson på højre wingback i FCM’s 3-4-3-system.

- Vi har i samarbejde med Dion og Zulte Waregem fundet en god løsning, som alle parter er tilfredse med. Vi ønsker Dion alt det bedste her i foråret og ser frem til at følge ham i den belgiske liga, siger Svend Graversen.

Joel Andersson står alt andet lige uden rival på højre wingback nu, da Henrik Dalsgaard hidtil fortrinsvis har været benyttet som højre midterforsvarer i en trebackkæde.

FCM har også en tredje højre wingback, 21-årige Oliver Olsen, men han er i denne sæson udlejet til FC Fredericia i 1. division.

Tre FCM’ere i Belgien

Zulte Waregem blev i sidste sæson nummer 10 i den belgiske liga, men aktuelt ligger blot nummer 16 og tredjesidst. Klubben har ellers gjort det hæderligt i de senere år. Zulte Waregem vandt den belgiske pokaltitel i 2017 og blev fire år tidligere nummer to i den belgiske liga.

- Essevee (klubbens kælenavn, red.) er en moderne og varm klub, der på trods af de seneste måneders skuffende resultater altid stræber efter fine ambitioner, og forhåbentlig kan jeg være en del af det, siger Dion Cools til klubbens hjemmeside.

Dion Cools fik sin fodboldopdragelse i Belgien og har stor erfaring med den belgiske liga. Det vejer tungt for Zulte Waregem.

- Dette transfervindue tæller ikke seks ugers forberedelse. Derfor skal de rekrutterede spillere være klar til øjeblikkelig brug, siger sportsdirektør Eddy Cordier.

- Dion kender konkurrencen, er 100 procent fysisk og mentalt klar og er en vigtig forstærkning for vores defensiv, tilføjer han.

Cools bliver i Zulte Waregem klubkammerat med danske Lasse Vigen Christensen, der i øvrigt har en fortid på FC Midtjyllands akademi.

FCM har nu hele tre spillere udlejet til klubber i Jupiler Pro League. Angriberen Sory Kaba er i OH Leuven, mens Victor Torp optræder for KV Kortrijk.

Ligaen tæller også to tidligere FCM-trænere. Brian Priske er cheftræner for Royal Antwerp, og Glen Riddersholm er assistenttræner hos KRC Genk.

Dion Cools

Født 4. juni 1996 i Kuching, Malaysia (25 år)

Position: Højre back

Højde: 185 centimeter

Kontrakt med FC Midtjylland frem til 30. juni 2023

Klubkarriere:

Tempo Overijse, Belgien 2007-11

RSC Anderlecht, Belgien 2012

OH Leuven, Belgien 2013-15

Club Brugge, Belgien 2015-20

FC Midtjylland 2020-

- Zulte Waregem, Belgien (leje) 2022

Udvalgte meritter:

Dansk mester 2019-20

Belgisk mester 2015-16 og 2017-18

Belgisk Super Cup-vinder 2019

Deltog i U21-EM 2019 med Belgien og scorede i en puljekamp mod Polen

Har spillet 18 kampe for det belgiske U21-landshold og 28 ungdomslandskampe i alt for Belgien

Har spillet tre A-landskampe for Malaysia