Jazzcafe igen i Engesvang

Udgivet:24. april 2022, 15.00

Læsetid:1 minut

B J Hot Swing er gæst ved den næste jazzcafe i Engesvang. Foto: Privatfoto

MUSIK Forårssæsonen i JazzCafe Engesvang er nu i fuld gang. I marts var der en koncert med The Old Barbershop Singers og Hot & Sweet Jazz Band. Og her først i april var der besøg af Banjokaj og hans Jazzvenner.

De leverede jazz i den helt gamle og traditionelle New Orleans-stil.

Den næste koncert finder sted i Kulturhuset Den gamle Biograf i Engesvang torsdag 28. april. Det er en koncert med orkesteret B J Hot Swing, der har violinisten Niels Kaas i front. Det bliver en helt anden form for jazz, man her kan opleve. Med afsæt i den spillestil, som den legendariske Hot Club De France kvartet udødeliggjorde i 30 ’erne og 40’erne, giver B J Hot Swing deres bud på, hvordan swingmusik fra jazzen’s storhedstid skal fortolkes.

Musikken spilles autentisk og virtuost med glimt i øjet og lejlighedsvis sang.

Besætning: Niels Kaas, violin; Gorm Øland, sologuitar/kor; Niels Præstkær, guitar/sang; Ingrid Robak, kontrabas.