
Kæmpe nedtur: FC Midtjylland tabte til Brøndby i nøglekamp
FCM tabte et stort skridt i jagten på en plads i mesterskabsspillet med mandag aftens 0-1-resultat mod Brøndby på MCH Aerena
Udgivet:27. februar 2023, 21.05
Læsetid:2 minutter
Gustav Isaksen og FCM skuffede mod Brøndby. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
7 måneder siden
FODBOLD Næsten 10.000 tilskuere på MCH Arena var mandag aften vidner til en intens fight mellem FC Midtjylland og Brøndby, og de allerfleste gik skuffede hjem. For det var gæsterne, der vandt kampen med 1-0.
Dermed tabte FCM et stort og vigtigt skridt i den hårde kamp om at nå med i superligaens mesterskabsspil.
Opgøret var tæt uden at være velspillet, og Brøndbys sejr var ikke ufortjent. FCM skabte ganske enkelt for lidt.
Manglende kreativitet
Efter godt et kvarter var Brøndby tæt på at slå til efter en omstilling. Håkon Evjen kom fri til skud, men FCM-keeper Jonas Lössl kom godt imellem.
For hjemmeholdet var det vanskeligt at spille sig frem til de helt store muligheder. Godt midtvejs i første halvleg fik Astrit Selmani dog headet fint bagud til Henrik Dalsgaard, der fra kanten af feltet høvlede bolden højt over mål - næsten ud af stadion.
Alt for ofte blev FCM’s opspil for tilfældigt og planløst. Man savnede kreativitet både fra midtbanen og angrebet. En spiller som nyerhvervede Astrit Selmani fik stort set intet ud af det.
Til sidst i halvlegen kom FCM endelig frem til noget farligt, og det var Gustav Isaksen, der huserede i højre side. Det blev til et par nærgående skudforsøg, men første halvleg sluttede uden mål.
Brøndby slog til
Efter en lille time kom scoringen, og det var fortjent gæsterne, der slog til på et godt gennemspillet angreb.
Simon Hedlund sendte bolden på tværs tæt under mål, og så kunne Ohi Omoijuanfo nemt gøre det til 1-0 for de gulblusede.
FCM-træner Albert Capellas reagerede prompte med en tredobbelt udskiftning, og én af de nye på banen var meget tæt på at slå til kort efter. Frederik Heiselberg hamrede kuglen på stolpen.
Hjemmeholdet pressede naturligt nok på. Fem minutter før tid fik indskiftede Aral Simsir muligheden på frispark, men han sparkede i Brøndby-muren, og efterfølgende headede Juninho på keeper Mads Hermansen.
Tættere på kom FCM ikke. Jonas Lössl måtte i stedet forhindre en 0-2-scoring, da han kom godt ud i Ohi Omoijuanfo, der slap afsted i et kontraløb.
Nederlaget efterlader FC Midtjylland på en sjetteplads i superligaen - lige nøjagtigt inde i mesterskabsspillet.
Den streg trækkes om tre spillerunder. FCM’s næste kamp er på udebane mod AaB på næste mandag.
Genoplev kampen herunder i livebloggen: