Riffelskytte er Bestsellers olympiske håb

4. januar 2021, 09.46

Skytten Stephanie Grundsøe er Bestsellers nye OL håb. Foto: Privat

SPORT Den talentfulde unge riffelskytte Stephanie Grundsøe er årets vinder af prisen Bestsellers Olympiske Håb.

Stephanie Grundsøe er overbevist om, at prisen vil give hende et mentalt boost, mens hun går efter en plads på Danmarks olympiske hold til sommer.

Stephanie er netop blevet kåret som Bestsellers Olympiske Håb 2020 ved Sport 2020, der blev vist på DR1 lørdag aften. Den 20-årige har store ambitioner om at komme med til De Olympiske Lege i Tokyo i år. Dansk Skytte Union udtager sit hold baseret på en række stævner i starten af 2021.

Stephanie har allerede gjort sig gældende på den internationale scene. I 2018 vandt hun to VM-sølvmedaljer i holddiscipliner som senior, og hun vandt guld ved ungdoms-OL samme år. I 2019 blev hun junioreuropamester.

- Jeg er fuldstændig sikker på, at udnævnelsen som Bestsellers Olympiske Håb vil give mig et vigtigt boost, når jeg forbereder mig til de kommende måneders meget vigtige stævner og går målrettet efter OL-kvalifikation til Tokyo, siger Stephanie Grundsøe.

Prompte succes i USA

Ligesom de fleste eliteatleter oplevede Stephanie Grundsøe et forstyrrende år i 2020. Hun startede 2020 i forrygende form, efter hun flyttede til USA i 2019 for at starte på Texas Christian University (TCU) – et eliteidrætsuniversitet med et dedikeret skyttehold til kvinder.

Hun blev TCUs bedste kvindelige skytte i 2019/20-sæsonen og blev kåret som All-American, efter hun sluttede sæsonen som nummer tre i den amerikanske collegeturnering. Med Stephanie Grundsø på holdet kvalificerede TCU sig til det nationale mesterskabsstævne, men fik ikke muligheden for at deltage, da mesterskabet blev aflyst på grund af COVID-19.

Stephanie Grundsøe har i løbet af efteråret været midlertidigt tilbage i Danmark, så hun kunne læse og træne hjemme i Roskilde. Efter hun vandt bronze i riffel 10 meter ved hendes første DM på seniorniveau i november, er Stephanie godt rustet til at kæmpe om en plads ved OL i Tokyo.

Klar vinder

Stephanie Grundsøe er den 12. vinder af prisen som Bestsellers Olympiske Håb. Med udnævnelsen følger 100.000 kroner, som inkluderer et tøjsponsorat på 25.000 kr. Alexander Aslak Nørgaard (svømning) og Tobias Thorning Jørgensen (para-dressur) var også nominerede i år.

Vinderen er valgt baseret på samtaler mellem de nominerede og Bestsellers udvælgelseskomité samt en afstemning blandt Bestsellers medarbejdere. Stephanies Grundsøes dedikation til sin sport og villighed til at søge de bedste steder, hvor hun kan udvikle sig – før hun flyttede til USA, læste Stephanie ved Norges førende idrætsgymnasium – imponerede Bestseller.

- Stephanies Grundsøes viljekraft og lyst til at blive den bedste er fantastisk. Siden en meget ung alder har hun givet afkald på meget for at nå toppen af skyttesporten, og hendes engagement er unikt. Vi ser frem til at støtte Stephanie Grundsøes og følge hendes rejse de kommende måneder og år. Vi investerer i talenter i Bestseller, og det er inspirationen bag vores Olympiske Håb-pris. Med den rigtige støtte glæder vi os til at se, hvad Stephanie Grundsøe kan opnå i Tokyo og fremover, siger Anders Gam, der er Brand Director for Jack & Jones og medlem af Bestsellers udvælgelseskomité.