Drabsforsøg i Køge koster bandemedlemmer 14 års fængsel

En dreng på 17 år blev ramt af skud i ryggen i Køge sidste år. Fire mænd er dømt for drabsforsøg.

4. maj 2021, 14.53

Retten i Roskilde har idømt tre mænd 14 års fængsel og en fjerde 16 års fængsel i en sag om drabsforsøg. Retten har afgjort, at de fire mænd er bandemedlemmer. (Arkivfoto)

ROSKILDE Det koster fire unge mænd fængselsdomme på 14 og 16 år, at de i januar sidste år skød mod nogle biler i Køge og ramte en 17-årig dreng i ryggen.

Retten i Roskilde har tirsdag dømt de fire mænd for drabsforsøg. De lange fængselsstraffe har retten fastsat efter, at det skete som led i bandekonflikt eller kunne fremkalde en bandekonflikt.

Det fremgår af dommen, der er beskrevet på rettens hjemmeside.

Ifølge det regionale medie sn.dk er 22-årige Jonas Habeeb, 20-årige Nasim Nezami og 27-årige Mat Larsen idømt 14 års fængsel.

21-årige Eliaz Jameel Ahmed straffes derimod med 16 års fængsel. Det skyldes, at han har en reststraf på 968 dage fra en tidligere dom, som regnes med i straffen.

Tre af de dømte er danske statsborgere, men Jonas Habeeb er iraker, og han udvises for bestandig, skriver sn.dk.

Det var den 21. januar 2020 på Karlemosevej i Køge, at de tiltalte fra to biler affyrede adskillige pistolskud mod nogle andre biler, hvori der var flere personer. Den ene - en dreng på 17 år - blev ramt i ryggen og kom i livsfare.

Ifølge anklagemyndigheden var der tale om et opgør mellem de to bander Ellemarken og Brothas i Køge, og ifølge sn.dk har retten fastslået, at de fire dømte alle er bandemedlemmer i Ellemarken.

De fire har i dommen også fået et forbud mod at opholde sig i Køge by i otte år efter løsladelsen.

Det er senioranklager Janne Holstein Pehrson, der har ført sagen for anklagemyndigheden.

- Dommen i denne nævningesag afspejler meget klart grovheden i de dømtes adfærd, som samfundet har slået hårdt ned på, idet skyderi i det offentlige rum er helt uacceptabelt, udtaler hun i en pressemeddelelse efter dommen.

De fire dømte har alle anket dommen for drabsforsøg.

/ritzau/