Mascha Vang og Ibi Støving springer ud som sangere

Tv-værter, influencere og bagedyst-deltagere medvirker på en ny udgivelse af ti kendte børnesange.

10. juni 2021, 12.10

Influencer Mascha Vang synger med på børnesangen "Se min kjole" sammen med de to tøjdukker Sky og Torden, som tilsammen kalder sig "Titterne". (Arkivfoto)

KØBENHAVN En ny genindspilning af ti kendte børnesange som "Lille Peter edderkop" og "Hjulene på bussen" udkommer den 11. juni på alle musiktjenester.

Duoen bag de velkendte børnesange er de to tøjdukker Sky og Torden, som tilsammen kalder sig "Titterne". Og de to har fået selskab af ti kendte danskere, der ikke nødvendigvis har sunget sange i offentligheden før.

Det skriver Universal Music i en pressemeddelelse.

På listen over gæstesangere kan man blandt andre høre kendisser som tv-vært Ibi Støving, der synger med på "Mariehønen Evigglad", og influencer Mascha Vang, som synger med på "Se min kjole".

Derudover kan man på udgivelsen høre andre danske kendissers sangstemmer, som ikke er kendt for musik tidligere, heriblandt tv- og radiovært Thomas Skov og bagedyst-finalisten Micki Cheng.

På tracklisten finder man også kendte danskere, der har arbejdet med musik før - som sangerinden Szhirley på nummeret "Bro bro brille", bagedyst-deltageren Jasmin Gabay i sangen "Bjørnen sover" og realitystjernen Amalie Szigethy på nummeret "En elefant kom marcherende".

"Titterne" er et nyt dansk børneformat for de et- til femårige med fokus på musik, læring og underholdning. Målet er at skabe et bedre alternativ for de mange tilbud, der er på nettet, oplyser Universal Music.

Senere på året vil der også blive udgivet en bogserie og en online programserie.

/ritzau/

Thomas Skov Gaardsvig Også Thomas Skov medvirker på det nye album. Han synger med på "Hjulene på bussen". (Arkivfoto) Katrine Emilie Andersen/Ritzau Scanpix
Pressemøde på filmen Buster Ibi Støving synger med på børnesangen "Mariehønen Evigglad" sammen med de to tøjdukker Sky og Torden, som tilsammen kalder sig "Titterne". (Arkivfoto) Claus Fisker/Ritzau Scanpix