
Stort Ikast-firma bliver hovedsponsor for den »nye« håndboldklub
Gult bliver det »nye« lilla, når Ikast Håndbold går tilbage til rødderne
Udgivet:13. juni 2022, 14.24
Læsetid:1 minut
På et pressemøde mandag offentliggjorde Ikast Håndbold sit nye navn. Og de nye farver. Og den nye hovedsponsor. - Vi laver byens hold, siger direktør i Ikast håndbold Daniel Grønhøj (nummer tre fra højre). Foto: Henrik Ole Jensen
12 måneder siden
IKAST Der er noget nyt i gære i Ikasts håndboldmiljø. Eller måske rettere noget gammelt.
For håndboldklubben HIH, Herning-Ikast Håndbold, skifter nu navn til Ikast Håndbold. Og spillertrøjerne farves atter gule, som i klubbens første mange år inden den lilla periode.
Det fortalte klubben på et pressemøde mandag eftermiddag i Sportscenter Ikast.
Bestyrelsesformand i Ikast Håndbold Lars Gantzel Pedersen beskrev idéerne bag det nye koncept:
- Vi skal »back to basics«. Og vi skal have hele baglandet med.
Ny hovedsponsor
En del af baglandet er også erhvervslivet. Og her er der opbakning fra DK Company. Ikast-virksomheden bliver nemlig ny hovedsponsor for Ikast Håndbold. Fra 1. juli og indtil videre tre år frem er tekstilfirmaet en del af gruppen af hovedsponsorer.
- Det viser styrken i Ikast, at man står sammen. At man løfter i flok. DK Company er en af de største virksomheder i Ikast, så det betyder meget, at de går forrest, siger direktør for Ikast Håndbold Daniel Grønhøj.
Gode minder
Målet er at samle folk om et »byens hold«.
- Jeg håber, hele byen tager imod det. Vi skal på landkortet, siger direktøren.
Forhåbentlig kan man trække 2000 gæster til hjemmekampene i Sportscenter Ikast. Her kommer nostalgien og den succesfulde historie i gule trøjer måske også klubben til gode.
- Jeg håber, nogle af de gamle fans vil mindes de gode, gamle dage, siger Daniel Grønhøj med et smil.