Far til fem er startet som dagplejefar

39-årige Karsten Cavazzi sprang ved årsskiftet ud som privat dagplejefar i Tulstrup efter 15 år som tæpperenser

Udgivet:27. marts 2018, 11.10

Læsetid:4 minutter

Karsten Cavazzi åbnede dørene op til sin private dagpleje i Tulstrup 2. januar. Dermed sagde han farvel til 15 år som tæpperenser. I øjeblikket passer han børnene Marius, Jeppe og Isabel. Foto: Henrik Ole Jensen

Aske Cornelis Visser Ottosen
| aso@herningfolkeblad.dk

5 år siden

Tulstrup Vi er i en nyåbnet privat dagpleje i Tulstrup nord for Ikast, hvor de tre børn, der dagligt bliver passer her, er i gang med at få en tumletur. Med et stort smil sidder 39-årige Karsten Cavazzi midt i virvaret. 2. januar i år åbnede han sin egen private dagpleje på hjemmeadressen, der allerede nu har tre børn i pleje.

Når man kigger på Karsten Cavazzis cv for de seneste 15 år, er der dog noget, som springer i øjnene. I den tidsperiode har han nemlig arbejdet som tæpperenser. At han nu arbejder som privat dagplejer, kan derfor uden overdrivelse siges at være noget af et karriereskifte.

Idéen om at ændre kurs er dog ikke noget, der for Karsten Cavazzi er kommet snigende i løbet af natten.

- Jeg har jo altid elsket børn, og vi har tit snakket om, at når vi fik muligheden, så var det noget, der skulle prøves, fortæller han om den snak, han havde med sin kone, Janni Cavazzi, mens de to energiske drenge, Jeppe og Marius, med store smil kravler rundt på ham.

Sund kost til bavianerne

Den nyopstartede dagplejefar er selv far til fem børn i alderen 1 til 13 år, så det med børn er ikke helt fremmed for ham. Fra september og frem til årsskiftet arbejdede Karsten Cavazzi som vikar i en privat dagpleje for at få prøvet af, om det virkelig var noget for ham, men de konkrete tanker om dagplejen har været tænkt i længere tid.

- Vi har leget med tanken de seneste to år. Der har vi gået og snakket om, hvordan vi godt kunne tænke os tingene skulle være, lyder det fra ham.

I dagplejen som går under navnet »Bavianerne« er der også fokus på, at børnene får en sund kost, mens de samtidig skal være med så meget som muligt i køkkenet.

- Hvis ikke du får en ordentlig kost, så har du heller ingen energi jo, fortæller dagplejefaren, som henviser til, at der bliver brugt meget krudt på at tumle rundt både indendøre, men så sandelig også udenfor.

I haven er der høns, og dem er Marius, Jeppe og Isabel med til at fodre samt indsamle deres æg. Derudover bliver der også brugt meget tid på den udendørs legeplads, mens Karsten Cavazzis ladcykel også bliver taget flittigt i brug til at cykle ud til de omkringliggende marker.

Da han i efteråret arbejdede som vikar i en dagpleje, tog han ofte børnene med ud for at se markerne blive høstet af de store landbrugsmaskiner.

- Vi kommer rigtig meget ud, for jeg elsker at være ude uanset om det er sne eller regnvejr, lyder det entusiastisk fra den udeglade dagplejefar, inden han fortsætter:

- Der skal ske noget. Jeg vil hellere være ude, end jeg vil være herinde, men børnene bliver hurtigt kolde.

Også plads til mænd

I hjemmet i Tulstrup bor Karsten Cavazzi med sin kone Janni Cavazzi, som fungerer som vikar i dagplejen. Skulle den mandlige dagplejer blive syg, står hun til rådighed, så børnene stadig kan passes.

Det store skridt fra tæpperenser til dagplejefar er ikke noget, Karsten Cavazzi virker til at tænke meget over. Selvom børnepassere, og i særdeleshed private dagplejere, er inden for en branche, der er kvindedomineret, mener Karsten Cavazzi dog at mænd kan være lige så gode til at passe børn som kvinder.

- Der er da også plads til os mænd. Det har jo altid været kvinden, der har passet børnene, men i dag synes jeg, at vi skal kunne være fælles om det hele, fortæller han.

At det snart er frokost og middagslurstid begynder langsomt at blive tydeligt på de tre børns humør i det lille legerum. Det høje energiniveau daler langsomt, mens lunten bliver kortere.

I dagplejen i Tulstrup er der et legerum, hvor store dele af dagen foregår. I haven er der tamme høns, ligesom at børnene ofte får en tur i den omkringliggende natur på Karsten Cavazzis ladcykel. Foto: Henrik Ole JEnsen
Karsten Cavazzi er 39 år og har de seneste 15 år arbejdet som tæpperenser. I september begyndte han at arbejde som vikar i en dagpleje, og i januar havde han første dag i sin egen private dagpleje. Han er født og opvokset på landet, så derfor betyder naturen meget for ham. Derfor er det også noget, han vil give videre til de børn, der er i pasning hos ham. Foto: Henrik Ole Jensen