
Politisk udrykning med strips og stiger
Lørdag klokken 12 blev den synlige del af valgkampen blæst i gang, og det gav kamp om de bedste placeringer
Udgivet:25. oktober 2021, 13.38
Læsetid:4 minutter
Kasper Pauli valgte en lygtepæl, hvorfra hans valgplakat kan holde øje med, hvad der foregår på borgmesterkontoret. Foto: Laila Kempel
2 år siden
VALG En politisk kamp om pælene gik officielt igang lørdag middag, hvor det lovligt at hænge valgplakater op.
Med biler og trailere blev kommunen kørt tynd med plakater og et bredt udvalg af skamler, trappestiger og de lidt større aluminiumsstiger med indbyggede forlængere, så man kunne komme helt til tops.
I hvert fald i lygtepælen.
Allerede klokken 10.30 havde Ikast-Brandes borgmester, Ib Lauritsen (V), dækket op og inviteret hele holdet bag ophængningen i Bording og Engesvang til rundstykker og morgenkaffe.

Bannerfører
Selv havde Ib Lauritsen meldt sig som »bannerfører« da han skulle tage sig af de lidt større valgplakater - bannere - som skulle sættes op otte steder.
Hans udvalgte lygtepæl er på Skyggevej i Bording Kirkeby, tæt ved, hvor han voksede op og stadig bor..
Spidskandidateten hos Dansk Folkeparti, Simon Vanggaard, der bor i Ikast, er et helt andet sted i sit valg af pæl. Han holder klar få minutter i klokken 12 og undrer sig en anelse over, at han er helt alene på hovedgaden i Isenvad.
- Der kører rigtig mange mennesker igennem byen, og jeg kan da slet ikke forstå, at der ikke er andre her, siger han, mens han med strips i munden begynder at kravle op for at sætte sin første valgplakat op.

SF’s unge kandidat Emma Thorup Jacobsen har sat et par af sine private venner i sving. De er også i Isenvad og forsøger sig forgæves med den første plakat.
- Vi kan ikke få den højt nok op - og overholde reglerne om valgplakater, erkender Line Augustinus og Simon Frank, som ofrer en strip og går videre til den næste lygtepæl, hvor de er mere heldige med at kunne skubbe en anden plakat op i højden og få Emma Thorup Jacobsen til tops.

Det er er jo min plads
KD-kandidaten Svend-Erik Mosegaard Hansen er til gengæld noget mere velforberedt. Han er godt nok også på hjemmebane, men en smule misfornøjet med at være på bagkant.
To plakater er allerede hængt op foran kirken i Isenvad, hvor han har sin daglige gang som graver.
- Det er jo min plads, det her, siger han højt oppe fra stigen, hvor det er partikollegaen Finn Vestergaard, der skuer ud over byen.
I bymidten i Ikast - præcis ved torvet - er det Socialdemokraternes spidskandidat, Kasper Pauli, der med hjælp fra fætter Mathias Mørup Christensen går rundt med plakater under armen.

Øje for hjørnekontoret
- Byens bedste pæl er lige der, siger den socialdemokratiske borgmesterkandidat og peger skråt mod syd fra Rådhusets sydvestlige hjørne.
- Herfra kan jeg så sidde helt frem til 16. november og holde øje med, hvad der foregår på borgmesterkontoret. Jeg satser jo på at overtage det fra årsskiftet, men hvis ikke det blivet tilfældet, så vil jeg i alt fald gøre mit for, at der bliver holdt øje med de beslutninger, der tages derinde, siger Kasper Pauli.
Hjælp fra Tinge
De konservative kandidater er mødt op i ens uniformer og har fået fornem hjælp fra Christiansborg, hvor landsformand Søren Pape bakker op om sit midtjyske bagland.
- Byens bedste pæl er her ved uddannelsesinsittutionerne på Bøgildvej. Her er en masse unge mennesker, som vi gerne vil have til at stemme og involvere sig. Det er også et område, hvor der kommer mange mennesker og et område, som vi gerne vil udvikle til et campus-område, siger byrådskandidat Dina Raabjerg, der bakkes op af sin borgmesterkandidat, Annette Mosegaard, der tilføjer, at uddannelsesmuligheder er vigtigt.
- Det handler om at sikre uddannelsesmuligheder, så de unge bliver i området og sikrer den nødvendige arbejdskraft til vores virksomheder, siger hun.

Kunsten stiger
I Brande har en workshop hos de tre lokale kunstnere Aksel Kror, Finn Birkelund og Lund Dickmann fredag aften sat sit præg - ikke bare på de ihærdige plakatophængere, men også på deres valgplakater, der med penselstrøg får valgkunsten til at stige.
- Brande er jo kendt for sine gavlmalerier og udendørs kunst, og det vil vi gerne bidrage til, siger Lotte Stoltenborg, byrådsmedlem og kandidat for Fælleslisten.
Fælleslisten har koncentreret sin plakatophængning omkring Brande og vælger pælene på torvet som byens bedste, hvor plakaterne med deres kunstneriske udtryk skuer ud over byen.
