Tour de Ikast-Brande skudt i gang

FOLKEBLADET | Herning Folkeblad i Ikast sender for 9. gang 80 læsere ud på en cykeltur i kommunen

Udgivet:09. juli 2014, 10.25

Læsetid:1 minut

Så blev tour'en skudt i gang. I øsende regnvejr. Men med store smil. Forrest egnsredaktør Kim Kristensen, til venstre i startfeltet journalistelev Jesper Sørensen og i midten journalist Thomas Vang Nielsen.

CYKEL | Vores kolleger på Herning Folkeblads Ikast-redaktion har de seneste dage haft usædvanlig travlt. Ikke bare med at skrive, men også agere løbs-arrangør af det lokale Tour de Ikast-Brande-cykelløb.

Gennem 9 år har den cykelinteresserede redaktion lagt kræfter i hver sommer at skabe en lokal pendant til Tour de France. Bortset fra at her er alle vindere - nemlig af en 60 km lang cykeltur gennem smukke egne af kommunen.

Løbet startede i formiddags kl. 10 efter indtagelse af kaffe og rundstykker. Starten gik fra Ikast Avis, eller rettere Mediehuset Ikast-Brande, som vi kalder den fælles redaktion, der er skabt efter fusionen med Herning Folkeblad, der betyder, at Herning Folkeblad er flyttet i lokaler på Strøget 40.

Buksefedt og solcreme

Det har nu ikke mindsket entusiasmen hos idemanden - og løbsdirektør - egnsredaktør Kim Kristensen, der har påført sig både buksefedt og solcreme for at klare dagens strabadser.

Det forlyder, at han ikke lige nåede at træne inden. Det gjorde hans to journalister, Thomas Vang Nielsen og Jesper Sørensen, heller ikke. Men den tætte kontakt med læserne er så vigtig, at de kaster sig ud i løbet alligevel.

Man kan læse en stor reportage i Herning Folkeblad i morgen.