Jacob Haugaard ramt af corona: Misser Vild med dans-finale

Entertaineren Jacob Haugaard kommer ikke til at optræde i "Vild med dans" fredag aften sammen med de andre tidligere udstemte deltagere.

24. november 2021, 11.23

Jacob Haugaard og Camilla Dalsgaard kommer ikke til at optræde i Vild med dans-finalen.

KØBENHAVN Traditionen tro har TV 2 inviteret alle sæsonens udstemte par til at gå på gulvet i Vild med dans-finalen.

Men entertaineren Jacob Haugaard har netop meldt fra, lyder det fra TV 2. Han er nemlig blevet ramt af corona, og det er hans hustru også.

- Jeg er noget mat i sokkeholderne. Det er som en influenza, og så hoster vi, fortæller Jacob Haugaard i en pressemeddelelse.

Han er ked af at måtte blive hjemme, for han havde glædet sig til at indtage gulvet igen.

- Det er ærgerligt, og det er da ikke sjovt, at jeg skal se finalen hjemmefra. Jeg hader at skulle aflyse noget. Sådan har jeg også altid haft det rent professionelt, siger Jacob Haugaard.

I programmet dansede han med den professionelle danser Camilla Dalsgaard, men parret nåede kun til det femte liveshow.

Både han og hustruen, Ilse, er vaccineret, oplyser han i pressemeddelelsen.

/ritzau/