Bording Bageri sættes til salg

Efter knap 15 år som indehavere af Bording Bageri, ønsker ejerparret nu at sælge forretningen

12. februar 2020, 09.36

I maj 2005 præsenterede de nye ejere af bagerforretningen på Bredgade i Bording sig selv i avisen. Thomas Antonsen, som dengang var 33 år, og den et år yngre Lene Nielsen flyttede til det midtjyske fra Gedsted i Himmerland. Men nu i februar 2020 føler parret, at det er tid til et skifte i arbejdslivet, og de har derfor valgt at sætte Bording Bageri til salg. Foto: Hans Jørgen Hansen

BORDING »Kære alle sammen. Vi har de seneste dage informeret vores familie og personale, om at Bording Bageri bliver sat til salg i nærmeste fremtid«.

Med disse ord indledte Lene Nielsen og Thomas Antonsen onsdag formiddag offentliggørelsen af, at de nu vil afhænde den populære forretning, som de overtog i maj 2005.

Parret var dengang henholdsvis 32 og 33 år.

Tid til et skifte i arbejdslivet

Men nu er det tid til at gå andre veje, skriver bagerparret.

»Vi har taget denne beslutning, da vi synes, det er tid til, at der kommer nye kræfter til, nye ideer og ny energi, og vi skal jo holde mange år endnu på arbejdsmarkedet, så tiden er bare kommet, hvor der skal ske et skift i vores liv. Vi har ingen planer. Vi venter og ser, hvad der kommer vores vej. Vi vil gerne være så åbne og ærlige omkring det hele, så vi vil informere løbende om, hvad der kommer til at ske«.