Optimisme på Søby brunkulmusuem før ny sæson

Udgivet:02. april 2022, 10.00

Læsetid:2 minutter

Harald Christiansen starter den gamle gravemaskine, Ruston Bucyrus fra 1932, som et traditionelt signal om, at nu byder Søby Brunkulmuseum gæsterne indenfor. Foto: Privatfoto

1 år siden

SÆSONÅBNING Med stor optimisme åbner Søby Brunkulsmuseum den nye sæson, 2. april.

Det skriver museet i en pressemeddelelse, hvor de som mange andre, glæder sig over, at corona nu er et overstået kapitel.

Rent bogstaveligt starter Harald Christiansen den gamle gravemaskine, Ruston Bucyrus fra 1932, som et traditionelt signal om, at nu byder museet gæsterne indenfor. Og på dagen får alle betalende gæster tilbudt kaffe eller saftevand.

På Voldsgaard møder Evald Eybye fra Skive igen op med sin imponerende model-samling af lastbiler, tog og gravemaskiner fra brunkulstiden.

Ellers er den mest markante nyhed for gæsterne i år, at museet har fået anlagt handicapvenlige stier, så gangbesværede og gæster med kørestol eller rollator trygt og nemt kan færdes rundt på museet.

Det samme gælder indretning af Festpladsen. Til det store projekt har museet fået gaver fra Jyske Banks Almennyttige Fond, Elsass Fonden, Bevica Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Egentlig var det meningen, at dele stien op i to etaper, men den gode opbakning betyder, at begge etaper er anlagt.

Stierne betyder, at museet allerede har fået de henvendelser fra grupper, som af den grund vil på besøg. Som helhed har museet på nuværende tidspunkt over 70 forudbestilte grupper, så det lover godt. I hvert fald på ét punkt bliver sat en eftertrykkelig rekord, idet der allerede er solgt 109 årskort. I hele 2020 og 2021 var det henholdsvis 46 og 42.

Alle årskortholderne er inviteret til forpremiere på den ny sæson, hvor de fik en orientering om den ny sæson og fik præsenteret nyhederne, herunder en eksklusiv adgang til de frivilliges nye værksted, som ellers er lukket for gæsterne.

Årskortet gælder den daglige entre, og ved bare to besøg er årskortet tjent ind. De får også tilsendt nyhedsbrevet, som museet sender til 458 modtagere.

På grund af god opbakning er det lykkedes at etablere flere handicapstier, så kørestolsbrugere og gangbesværede med rollator, kan komme omkring. Foto: Privatfoto